Forfatter arkiv

Demokratiets efterår

Intet er som før. Vi handler globalt. Store dele af værdikæden gøres overflødig af ny teknologi. Arbejdskraft langt fra Danmark indgår som en naturlig del i danske firmaer takket være virtuelle samarbejdsformer. Vi indgår i utallige netværk takket være sociale medier og nye organiseringsformer.

Derfor er der ikke ret mange af os, der lever vores liv, som vi gjorde for bare en halv snes år siden. Og der er ikke ret mange virksomhedsledere, som leder deres virksomheder på samme måde, som de gjorde for få år siden. Og hvis de gør, er de ikke virksomhedsledere ret meget længere.

Det danske samfund har også ændret sig. Det består ikke længere af arbejdere og kapitalister med modstridende interesser, men af 5 mio enkeltindivider, som har forskellige holdninger på mange forskellige akser. To personer kan være rørende enige om prioriteringer indenfor sundhedssektoren, mens de kan være rygende uenige om f.eks. vores involvering i krigshandlinger i andre lande.

Derfor giver det heller ikke nogen mening længere at tale om et politisk ståsted som et punkt på en horisontal linje eller et bogstav i alfabetet. Det har det måske aldrig gjort, men for 20 år siden var der en større tendens til, at folk købte hele pakken. “Han er en rigtig socialdemokrat”. “Hun er konservativ”. “De stemmer SF”. Så vidste man ligesom, hvor man havde folk. Og man vidste, hvor man havde sig selv.

Anderledes i dag. Vi har hver vores holdninger til dette og hint. Og vi har fået langt større muligheder for at formidle dem til andre. Det er historien om long tail om igen. På de sociale medier kan vi alle komme til orde med selv de smalleste synspunkter om et eller andet perifert område. Der er intet filter. Og der skal nok være nogen, der lytter. Et eller andet sted. Det er således blevet langt lettere at finde meningsfæller indenfor specifikke områder, uden at man i øvrigt behøver at være enig i noget som helst andet.

Hvis vi forestillede os, at vi kunne kortlægge alle de meninger, der blev givet udtryk for rundt omkring på medierne, og måske også, hvad folk bare talte om gennem fysisk samvær, ville der emergere et kort over det reelle politiske landskab i Danmark. Det ville ikke være rødt eller blåt. Det ville ikke være et bogstav. Det ville heller ikke være et partiprogram. Det ville derimod være en multidimensional matrix over en masse menneskers holdninger til en masse ting.

Det eneste, der ikke har ændret sig i takt med at vi er skiftet fra industrisamfundet til vidensamfundet er måden hvorpå vi styrer vores samfund. Politikerne er vor tids præster. De vedligeholder en styreform, som i virkeligheden er dybt udemokratisk. Man bilder befolkningen ind, at fordi man en gang hvert fjerde år prøver at presse alle sine holdninger ned i et blyantskryds sat bag et lukket forhæng, er man med til at bestemme Danmarks fremtid.

Men det værste er ikke, at det er udemokratisk. Det værste er, at denne styreform er dum. Uintelligent. Baseret på nogle håbløse idealer om retfærdighed og at det vigtigste er, at alle voksne over 18 år er med til at bestemme, hvem der skal bestemme. Og hvem kan man stemme på? Ikke de skarpeste knive i skuffen, for de er i fuld gang med at gøre karriere i erhvervslivet her eller i udlandet. Nej, dem, der styrer vort land, er dem, der har været gode til at slås. Slås for egne synspunkter, eller for retten til at kalde de rigtige synspunkter for sine egne.

For at fuldende billedet tvinger selve dynamikken i demokratiet politikerne til at føre dum og irrationel politik. Politik er en kamp om magten og dermed om vælgernes gunst. Derfor forhindres politikerne i at træffe beslutninger, som åbenlyst vil være fordelagtige for det danske samfund som helhed, men som rammer vigtige vælgergrupper f.eks. på pengepungen. For folk stemmer primært efter deres egen pengepung, og ikke efter, hvad man mener er vigtigt for Danmark. Så politikerne tvinges til at arbejde for den politik, som ikke er den bedste, men den, som skaffer stemmer. Eller ligefrem sige det populære før valget og gøre det rigtige efter. Hvorefter straffen kommer prompte fra vælgerne.

Malou Aamund, nu direktør hos Microsoft, prøvede for et par år siden at tage springet fra erhvervslivet til politik. Hun skriver i august/september-nummeret af magasinet Lederne: “I erhvervslivet handler ledelse meget om at kunne sætte sit eget hold og bygge organisationer. I politik kan du nemt sidde med nogle “medarbejdere”, som er inkompetente eller illoyale, og alligevel er de med på holdet. Samtidig kan du se, at der er brug for store omvæltninger i samfundet, og selvom du ved, hvad der er det rigtige at gøre, så kan du ikke bare gøre det, fordi du skal have befolkningen med dig. I erhvervslivet er det vigtigt at tænke ud af boksen og få nye idéer. Det kan hurtigt slå dig ihjel som politiker, hvis du tænker alt for nyt og visionært. Så risikerer du at blive kaldt politisk tonedøv og få hele parnasset af kommentatorer på nakken, fordi du ikke følger befolkningens ønsker.” Jamen, er det da ikke forfærdeligt? Det er sådan vi styrer vores samfund! Hun siger videre: “Politik handler om at forsvare eksisterende, fastindgroede synspunkter og være fuldstændig døv over for selv fornuftige argumenter fra politiske modstandere. Der er mere fokus på at skabe konflikter frem for resultater, fordi det giver mere eksponering i pressen, og det er det, som sikrer genvalg. Du oplever aldrig en politisk debat, hvor det faktisk lykkes den ene part at overbevise den anden om et synspunkt”. Malou fortæller, at dét, hun elsker ved sit arbejde, er at få det bedste frem i andre. “Men i politik skal du gøre det modsatte. Her skal du forsøge at finde fejl ved dine modstandere, gøre fejlene større og eksponere dem.” Jeg græmmes.

For 20 år siden var det noget nær blasfemi at kritisere det repræsentative demokrati. Det var tabu. Værre end at kritisere Gud. Demokratiet blev betragtet som ufejlbarligt, som samfundsevolutionens øverste trin. At være imod demokratiet var at være for diktaturet og imod samfundet. Det er idag blevet langt mere legalt at sætte spørgsmålstegn ved demokratiets lyksaligheder. Selv politikere og andre meningsdannere ytrer sig offentligt om problemerne ved vores styreform. Men løsningen er altid at få folk banket på plads. Få folk til at interessere sig for politik. Få folk til at melde sig ind i vælgerforeninger. Få folk til at gøre deres “borgerpligt” og afgive sin stemme ved såkaldt demokratiske valg.

Men jeg tror, at der er en god grund til, at folk – og især de unge – interesserer sig mindre og mindre for politik. Grunden er, at det repræsentative demokrati tilhørte industrisamfundet. Kompleksiteten i vidensamfundet kræver en ny styreform. En styreform, som er langt mere demokratisk end demokratiet. Og ikke mindst langt mere intelligent. Hvad der følger efter demokratiet kan vi endnu kun gisme om. Jeg tror, det kommer til at handle om emergens. Jeg tror, det kommer til at handle om kollektiv intelligens. Jeg tror, det kommer til at handle om sociale medier. Jeg tror, det kommer til at handle om at adskille den lille mands holdninger fra det metaniveau, politik bør ligge på. Hvad tror du?