Hvad er e-læring ?
5. marts 2012 af Niels Jakob Pasgaard
På en konference på Syddansk Universitet blev resultaterne af ELYK-projektet i sidste uge præsenteret. Projektet har løbet over 3 år, og har haft som mål at udvikle brugen af e-læring i forbindelse med kompetenceudvikling i yderkantsområder.
Dagen bød på flere forskellige spændende indlæg, og blev indledt med en præsentation af projektets overordnede rammer. Karsten Gynther fra UC Sjælland, som har været projektets leder, præsenterede i den sammenhæng forskellige definitioner på e-læring, heriblandt Videnskabsministeriets fra 2007 og EVAs fra 2011. Han gav udtryk for, at de to institutioners definitioner ikke var dækkende for ELYK-projektet, og især EVAs, hvori e-læring forstås som ren netbaseret fjernundervisning uden tilstedeværelse, mente han var for smal. Han præsenterede i forlængelse heraf den definition på begrebet, som er udviklet og anvendt i ELYK-projektet, og som ifølge Gynther er bredere end de ovenfor nævnte. Den lyder:
“E-læring er kompetenceudvikling, som er helt eller delvist digitalt medieret“.
ELYK-projektets definition af e-læring er sandsynligvis inspireret af den definition på e-læring vi hos Det Nationale Videncenter for e-læring (eVidenCenter) udviklede for et par år siden. I hvert fald lægger den sig tæt op ad denne. Vi definerede begrebet e-læring således:
“E-læring er læring, der er helt eller delvist medieret af digitale medier“.
Selvom ELYK-projektets definition af begrebet minder meget om eVidenCenters, er der alligevel en meget væsentlig forskel. ELYK-projektet har nemlig skiftet begrebet ‘læring’ ud med begrebet ‘kompetenceudvikling’ i definitionen. Umiddelbart kan det virke meget uskyldigt; det er vel blot en tilpasning af eVidenCenters definition af begrebet til det konkrete ELYK-projekt, som har med kompetenceudvikling i yderkantsområder at gøre?
Svaret på det spørgsmål mener jeg må være nej. E-læringens mulige former begrænses mærkbart, hvis den istedet for at være “‘læring’ som er helt eller delvist medieret af digitale medier”, bliver “‘kompetenceudvikling’ som er helt eller delvist digitalt medieret”.
Hvor begrebet ‘læring’ omhandler tilegnelse og udvikling af både færdigheder, viden og kompetencer, omhandler ‘kompetenceudvikling’ nemlig kun udvikling af – ja, kompetencer. Kompetencer er som bekendt viden og færdigheder anvendt i en kontekst. Det betyder, at eksempelvis individuel færdighedstræning i regnearkets funktioner og anvendelse af visse læringsspil samt færdighedstest ikke kan rummes i ELYK-projektets definition af e-læring, ligesom heller ikke brugen af eksempelvis videopræsentationer i undervisningen kan rummes.
Hos eVidenCenter lægger vi vægt på, at e-læring kan være mange ting. E-læring kan i vores optik anvendes i en instruktivistisk form, hvor overførsel af viden er et centralt element. E-læring kan også anvendes i konstruktivistiske former, hvor den enkelte arbejder selvstændigt med at opbygge og udvikle færdigheder. Og endelig kan e-læring anvendes i en socialkonstruktivistisk form, hvor samarbejde om praksis er det centrale element.
De tre overordnede e-læringsformer, den instruktivistiske, den socialkonstruktivistiske og den konstruktivistiske, er vores eDidaktiske Overvejelsesmodel bygget op omkring. Ingen af de tre overordnede e-læringsformer er pr. definition bedre end de andre. Valget af e-læringsform afhænger bl.a. af forløbets formål, målgruppe og organisering – og modellen kan hjælpe underviseren med at strukturere overvejelserne over disse faktorer, og træffe det rette valg.
For eVidenCenter er e-læring mange ting, og dens form må bestemmes af den specifikke didaktiske kontekst den indgår i. Derfor bør e-læring i sin definition være så lidt begrænsende som overhovedet muligt, for at give lærere og studerende mulighed for til fulde at udnytte dens potentialer – og for at sikre udviklingen af nye, innovative undervisningsformer med e-læring.
For eVidenCenter er e-læring derfor fortsat læring, som er helt eller delvist medieret af digitale medier.
It for læringens eller synets skyld?
17. november 2011 af Niels Jakob Pasgaard
Indenfor de seneste år er der postet anseelige beløb i indkøb af it-udstyr og udvikling af elektronisk læringsmateriale til de danske folkeskoler. Forlagene står på nakken af hinanden for at udvikle i-bøger og e-bøger, der er blevet indkøbt mange hundrede Interaktive Whiteboards, og senest har man hørt om kommuner, hvor hver eneste elev og lærer er blevet tildelt en iPad på skatteborgernes regning. Det er dejligt, at skolens it-udstyr er blevet et økonomisk indsatsområde, men hvis vi tror, at indkøb af udstyr og materialer alene kan løfte undervisningen op på et andet niveau, tager vi meget fejl.
Kigger man ind i et undervisningslokale, vil det første man får øje på mange steder være det interaktive whiteboard. Flot ser det ud, når det hænger dér på endevæggen ved siden af den gamle grønne tavle. Og eleverne er mange steder ualmindeligt rolige, når de de første par gange imponerede følger med i lærerens brug af tavlen. Der er bare det problem, at en stor del af eleverne langsomt lulles i søvn, når de tilbagelænede opgiver at følge med i lærerens evne til at tegne og fortælle. De kan så trøste sig med, at de får lærerens noter serveret, når undervisningen er overstået – men fører det til læring?
På samme måde som det mange steder er gået med de interaktive whiteboards, vil det højst sandsynligt gå med iPads i undervisningen; de vil se flotte ud, når hver eneste elev sidder med én, og lærerne vil opleve en ro, som de ikke har oplevet siden de første gang anvendte det interaktive whiteboard. Til gengæld vil eleverne primært bruge undervisningstiden på spil og på at kommunikere med kammeraterne over nettet – og fører det til læring?
Nu er der jo ikke noget galt i at købe nyt udstyr til skolerne. I mange tilfælde er det en nødvendighed at udskifte det gamle, og der ligger masser af pædagogiske muligheder i både interaktive whiteboards, iPads og mange andre teknologier. Problemet er, at indkøbet af teknologi mange steder ikke bliver fulgt op af en tilstrækkelig efteruddannelse. Det er ikke nok, at lærerne får et hurtigt kursus i de mest basale funktioner ved det interaktive whiteboard, eller at de får mulighed for at øve sig på iPad’en et par uger før eleverne får udleveret én. Lærerne skal, for at de kan udnytte teknologien på bedst mulig vis, vide hvad det gør ved didaktikken, når man inddrager it-værktøjer i undervisningen. Hvad betyder det fx for lærer-elev forholdet når tavlen pludselig, i form af en iPad, er rykket ud til hver enkelt elev? Og hvad betyder det, at det er eleven der styrer indholdet på den? Hvordan udnytter man muligheden for interaktion på den interaktive tavle, så også eleverne aktiveres? Og hvilke materialer er det oplagt at anvende på et interaktivt whiteboard?
EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) har i deres 9 fakta om it i undervisningen påpeget, at it mange steder kun anvendes som et supplement i undervisningen, og at it-pædagogikken halter, på trods af at lærerne er eksperter i pædagogik og didaktik. Lærerne er eksperter i at udvælge materialer som bøger og artikler forud for undervisningen, de er eksperter i at vælge metoder og gennemføre undervisningen, og de er eksperter i at evaluere deres valg løbende i undervisningen. Det underviserne til gengæld ikke nødvendigvis er eksperter i, er at nytænke didaktikken fra bunden i forbindelse med inddragelsen af it. Og det kan være nødvendigt, når it gøres til selve grundlaget for undervisningen, som det fx er tilfældet med iPads og interaktive whiteboards. Både organiseringen af undervisningen, lærer- og elevrollerne, materialeformen, kommunikationsformen og samarbejdsformen kan ændre sig markant, når it inddrages på denne måde.
I mange tilfælde vender it-værktøjerne op og ned på klasseværelset, og lærerne har brug for værktøjer og efteruddannelse, som kan hjælpe dem med at strukturere deres e-didaktiske overvejelser, ligesom de har brug for et sprog for, hvad inddragelsen af it som grundlag for undervisningen betyder for samværet og aktiviteterne i klasselokalet.
Hvis lærerne gennem efteruddannelse lærer at anvende værktøjer som f.eks. Den e-Didaktiske Overvejelsesmodel, som kan støtte dem i deres didaktiske overvejelser, vil it kunne give undervisningen et reelt pædagogisk løft, og bidrage til en differentieret aktivering af eleverne – hvilket er en forudsætning for deres individuelle og fælles læring. Gøres it til grundlaget for undervisningen uden lærernes forudgående pædagogiske og didaktisk refleksion, kan man være ret sikker på, at det ikke fører til bedre læring – det ser højst flot ud.
Posts
Nye kommentarer