Forfatter arkiv

Er du værdifuld for dit netværk?

25. maj 2011 af Marianne Ehlers

Hvis du har tid til at læse dette, er svaret sandsynligvis JA. Du bliver nemlig oplevet som værdifuld, når du er åben overfor nyt og dermed kan give input til dit netværk i relevante sammenhænge.

Mange har fået øjnene op for værdien i at have et professionelt netværk og at dyrke det. Andre holder sig tilbage fra at deltage i netværk, fordi de ikke synes, at de har noget at bidrage med, medens andre igen holder sig væk, fordi de ikke synes, at de får noget ud af at netværke.

En del af forklaringen på de skitserede forbehold skal findes i, at det alt for længe har været smart at have rigtig travlt; en overbooked kalender og løb mellem hastemøder er blevet set som tegn på både uundværlighed og høj markedsværdi.

En dag, en arbejdsuge eller et arbejdsår for den sags skyld, der forløber efter den beskrevne læst, betyder ofte, at der er meget lidt tid til refleksion, til erhvervelse af ny viden uden for rammerne af brandslukning, hasteopgaver og næste møde.  Og det her, at mange af os kommer til kort, når vi skal vurdere vores værdi i netværkssammenhæng. Uanset om det er erfa-, innovations- eller videndelingsnetværk. For hvad skal vi bidrage med, hvis det kun er vores egen problemstilling og vores egen brandslukningsteknik vi kan præsentere?

Hvis du kan samle viden op og koble den på nye måder, er du værdifuld for dine kolleger – og en trussel mod dine konkurrenter. Koblingen af viden, erfaringer og nytænkning er stærke elementer i professionelle netværk, og det nytter ikke at lurepasse. Den gode netværker er nemlig gavmild og er kendetegnet ved at have tid til at hjælpe andre, med alt fra gode råd og erfaringer til formidling af kontakt.

Så essensen af at være værdifuld for dit netværk er:

  1. vær nysgerrig overfor nyt, så du har noget at byde ind med
  2. vær opmærksom på, hvor du kan bidrage med din viden
  3. vær lydhør overfor behov – og match dine relationer i nye konstellationer
  4. vær åben overfor nye relationer