Forfatter arkiv

Bliver information på et møde automatisk til viden hos den enkelte mødedeltager?

Selvom vi ved, at det ikke virker, så fortsætter vi med at gøre det: Vi bruger hovedparten af vores mødetid på information og envejskommunikation og forventer, at alle mødedeltagerne både kan huske, hvad der er informeret om, og kan handle på det efterfølgende; altså at det vi har informeret om, er blevet til viden hos den enkelte.

Praksis viser imidlertid noget helt andet, og det hænger sammen med følgende: For det første kan vi i gennemsnit kun koncentrere os om at lytte i 12 minutter ad gangen, hvorfor meget af informationen herefter går tabt. For det andet husker vi typisk kun det, der er direkte relevant for os her og nu. For det tredje er der langt fra det at have hørt noget og kunne huske det, til faktisk at kunne handle på det selv efterfølgende. For det fjerde er det sjældent, at vi på møder får mulighed for at omskabe det, vi har hørt til noget, vi selv kan bruge i praksis = viden.

Det er altså sjældent at information på et møde bliver til viden hos den enkelte mødedeltager. Det er man for alvor ved at blive opmærksom på i denne tid i Lundbeck og Novo Nordisk, som AZENA samarbejder med på projektet ”Videndeling i medicinalindustrien” sammen med Experimentarium. (Projektet er støttet af CKO)

Videndeling på de tilbagevendende møder i Lundbeck og Novo Nordisk
I arbejdet med at udvikle kreative metoder til videndeling i de to virksomheder, bruger vi en hel del tid på at tale om, hvad videndeling egentlig er, og hvordan det kan forstås for at kunne skelne mellem det at dele viden og informere. I vores søgning efter egnede definitioner har vi været vidt omkring, men er blevet enige om at tage udgangspunkt i følgende definition af Peter F. Drucker, The New Realities:

”Knowledge is information that changes something or somebody — either by becoming grounds for actions, or by making an individual (or an institution) capable of different or more effective action.”

I den forbindelse har det været en stor ahaoplevelse for de fleste, at det vi informerer andre om, ikke automatisk bliver til viden hos dem. At information først bliver til viden hos den enkelte, når vedkommende har fundet informationen relevant, har forstået den, og har transformeret den til noget, vedkommende selv kan handle på. Og at denne transformation fra information til viden ofte sker bedst i dialog med andre mennesker.

Konkret kan vi mærke den nye bevidsthed om forskellen mellem information og viden ved, at flere af nøglepersonerne er blevet mere opmærksomme på målgruppen, når de formidler faglig tung viden. Både med hensyn til at skære ind til benet af det, man gerne vil informere om, men også med hensyn til at være mere opmærksomme på vigtigheden af at være i dialog med målgruppen i stedet for bare at informere envejs på møderne.

Dermed er det også blevet sværere at legitimere udsagn som ”jamen det har vi jo sagt”, ”..eller informeret om…” og det er jo et godt skridt på vejen hen imod at forbedre videndelingen i de to virksomheder, som hver i sær har valgt at arbejde med en specifik intern mødetype eller møderække som en del af projektet.

Nu ser vi frem til for alvor at komme i gang med at udvikle nogle konkrete metoder til møderne i de to virksomheder, så møderne bliver til videndelingsfora, hvor mødedeltagerne bruger hinanden til at omskabe det, der bliver informeret om til viden hos sig selv og hinanden.