Forfatter arkiv

Erfaringer med at bruge Teori U i praksis

Første gang jeg læste Teori U af Otto Scharmer var for nogle år siden, på en sommerferie i Italien. Især tanken om at lære fra fremtiden, imens den opstår, vakte en kæmpe nysgerrighed i mig – for hvordan gør man lige det? Hans bog efterlader desværre én lidt tomhændet i forhold til konkret implementering af principperne. Og især på de punkter, hvor Teori U adskiller sig væsentligt fra de mere traditionelle innovationsmodeller, er der brug for kreativ fortolkning i forhold til at bruge teorien i praksis. Her er mine erfaringer med at bruge den i praksis.

Scharmer har to afgørende nye pointer i forhold til en traditionel innovationsmodel. Den første handler om en følelsesmæssig indlevelse i brugerens behov – frem for blot en intellektuel forståelse. Det kalder han sensing. Det andet er, at han lægger en fase ind i mellem indsigtfasen og idefasen, som han kalder pre-sencing (nede i U’et).

Det følelsesmæssige

Den følelsesmæssige indlevelse i brugernes behov kalder Scharmer ”sensing from the field”. En indsigt som er altafgørende i en udviklingsproces, hvis du vil have en dyb forståelse for brugeren og derved de bedste forudsætninger for at udvikle løsninger, der rammer deres behov. Selv om de antropologiske metoder har vundet indpas i det danske innovationsmiljø, bliver de alt for ofte brugt til at forstå, frem for at mærke og føle med brugeren.

Der er mange måder at facilitere dette på, bl.a. ved at leve med brugeren, observationer, rollespil, embodyment og hypnose. I et projekt om udviklingen af en ny velfærdsteknologi til ældreplejen, har jeg selv brugt tid på at cykle rundt med hjemmehjælpere, for at leve mig ind i både de ældre og medarbejderes hverdag.

Jeg har også gennemført brugerrejser, hvor en virksomheds ledelse oplever at være en helt almindelig kunde for en dag. En anden metode er hypnose, som DR har brugt i udviklingen af web til Ramasjang, for at komme i kontakt med sit eget barn.

Fremtidens løsninger

Det andet nye ved Scharmer er pre-sencing-fasen (nede i bunden af U’et). Det er her du skal slippe fortiden, for at gøre plads til fremtidens løsninger. I praksis vil det sige, at du skal trække dig ind i dig selv, kigge indad og give rum til stilhed og refleksion. En stor udfordring i mange organisationer, men ikke desto mindre en nødvendighed, hvis vi skal gøre os forhåbninger om ikke blot at udvikle de ideer, som ligger lige for og som hører til vores erfaring. Det behøver ikke at være en vandretur i Himalaya, men blot indarbejdelse af stilhed i kreative processer, hvor man kan fundere over, hvem man er og hvad ens værk er. Det gælder om at skabe en situation, hvor man nemt kommer i en dybere sindstilstand. Jeg har faciliteret processer, hvor vi har siddet og kigget ind i et bål en hel eftermiddag, lyttet til musik og bare noget så banalt, som en refleksions-gåtur – uden et reelt formål.

Der findes efterhånden en del bøger på dansk, som ud fra forskellige vinkler, oversætter teorien. Jeg synes dog stadig ikke, at den følelsesmæssige indlevelse i brugeren og stilheden praktiseres særligt ofte. Jeg opfordrer hermed til at eksperimentere med at gennemføre processer, som skaber rum for Sensing og Presencing, så vi ikke blot reproducerer fortidens løsninger, men skaber løsninger til fremtidens samfund.