Luk hellere Lindøværftet med det samme
5. juni 2009 af Karsten Stryger
I de sidste ti år har truslen om en snarlig lukning hængt over hovedet på Lindøværftet, men indtil videre har Hr. Møller holdt hånden over det gamle værft. Skibsværfter i Danmark er fortid, det er for dyrt at have svejsere gående rundt til danske lønninger, og det er ikke noget nyt at man har kunnet bygge skibe i Asien langt billigere. I nogle år har Danmark kunnet bryste sig af at bygge skibe i bedre kvalitet, men det bliver ikke ved med at gå.
På samme måde som det gik i bil, motorcykel og elektronikbranchen, vil kvaliteten stige indtil produkterne er fuldt på højde med tilsvarende europæiske. Derfor burde fagforbund, ledelser, kommuner og regioner se deres store industrivirksomheder an. og gå i gang med at finde ud af hvad de skal bruge området og medarbejderne til når fabrikken lukker – ikke hvis, men når den lukker.
Lindøværftet kan sagtens lukke i morgen, og om det bliver en katastrofe, eller startskuddet til 20 nye virksomheder står åbent. I et valgår burde lokalpolitikerne stå på nakken af hinanden for at komme af med deres visioner til at sikre de mange arbejdspladser på Lindøværftets område, men det ender nok med at der ikke sker noget før det er lukket.
For de fleste industrivirksomheder er det nemmere at lukke en afdeling, en fabrik eller en division, end det er at bygge noget nyt op i stedet. Det drejer sig ikke blot om at skabe et tilsvarende antal arbejdspladser, men at finde ud af hvad man vil bruge området og medarbejderne til. I Nakskov lavede de området om til vindmølleproduktion, og hvem kunne vide at det pludselig ville blive en dårlig idé. Helsingør er ved at skabe et kreativt område for små nystartede virksomheder. Hvem mon har skabt de mest blivende arbejdspladser – Nakskov eller Helsingør?
I filmen ”De frigjorte” – reagerer Leif Sylvester og Erik Clausens karakterer vidt forskelligt på lukningen af fabrikken. Viggo sætter sig hjem i sofaen og har ondt af sig selv, og Iversen skaffer sig adgang til sin tidligere arbejdsplads for at lave samfundshjælpere, eller ”sjovere” som han kalder det. Den ene bliver offer – den anden bliver iværksætter.
Ræk mig lige ”Sjoveren”.
Den enes død…
19. marts 2009 af Karsten Stryger
Når forandringens vinde blæser…, dog eats dog osv. Det er ikke svært at finde ordsprog, der passer til den nuværende situation, men hvad skal man dog gøre, hvis man ikke har lyst til at være den andens brød, ikke er i vindmølleindustrien, og ikke har lyst til at der står hund på menuen.
Forleden viste DR2 dokumentarfilmen Stranded, om flyulykken i Andesbjergene, hvor de overlevende var nødt til at spise deres døde kammerater for at overleve. Historien blev fortalt af de overlevende selv, og var en sober beskrivelse om de lidelser og valg de 16 overlevende af de 49 måtte gennemgå før de blev reddet.
Med blik på den nuværende krise, var der flere interessante paralleller. Størstedelen overlevede det oprindelige flystyrt, men 16 døde mens de ventede på at blive reddet. Som med andre overlevelsesberetninger døde folk når de gav op. Roberto Canessa fortalte om sin egen kamp mod modløsheden og panikken. Citeret fra hukommelsen: ”Når det ser allermest sort ud, man er i panik og ikke aner sine levende råd, skal man bare lige vente lidt, så kommer der en løsning”.
Tænk på det, hvis jobbet ryger, friværdien forsvinder, bilen bliver usælgelig – eller hvad der end kan tilstøde i den næste tid. Det er kun en fase, og andre har overlevet langt værre ting end den smule modgang den nuværende krise kan byde på. Det kræver at man finder styrken til at stå imod, og ikke lader sig rive med af den kollektive depression, der fejer henover medierne hver dag.
At skrue ned for nyhedsstrømmen er ikke det samme som at nægte at se tingene i rette perspektiv, men man skal være en stor optimist for ikke at blive revet med ned af eksperternes dommedagsprofetier. De samme ”profeter” var dem der for to år siden, gav indtryk af at opturen ingen ende havde, og at samfundet lagde an til en blød landing. Folkestemningens sirener gør dig ikke i bedre stand til at klare udfordringerne.
De fleste virksomheder vil komme igennem krisen uden for alvor at blive truet på eksistensen. Der er nogen virksomheder, der har mistet 90% af omsætningen og ikke kan se nogen som helst vej ud af moradset. Men de er her stadig.
Hver krise har sine vindere, og det er ikke nødvendigvis dem der er stærkest på vej ind, der kommer stærkest ud – Det drejer sig om tilpasningsevne, og det kan være svært for store virksomheder. Små og mellemstore virksomheder kan sagtens klare den, hvis de er villige til at gøre det der skal til.
Hvad er din plan for at overleve finanskrisen? Vente på at nogen redder dig, og hvor længe? Spise dig mæt i dine nærmeste? Eller tager du kampen op? Enhver virksomhed har muligheden for at genopfinde sig selv – det kræver kreativitet og is i maven. Nokia begyndte at producere elektronik, da de ikke længere kunne se forretning i gummistøvler og tømmer – hvad gør du?
Bekæmp industrisamfundets dinosaurer
9. januar 2009 af Karsten Stryger
For ti år siden skrev Daryl R. Conner ”Leading at the edge of chaos – how to create the nimble organizations”, om hvordan man skaber en organisation, der bedre kan tackle forandringer. Forskere og de store konsulentfirmaer er enige, virksomheder er nød til at ruste sig til forandringer, derfor kan det undre at virksomhederne har gjort så lidt for at forberede sig til krisen, der er over os.
Med Krønikebriller på ser det ud til, at der er for mange Kaj Holger’e og for få Erik’ere. Store dele af bilindustrien har brugt de gode tider på at udvikle større og større biler med dårligere og dårligere brændstoføkonomi. Valget af produktudviklings- og forretningsstrategi er formentlig baseret på fornuftige business cases og gennemarbejdede oplæg, men alligevel har de fejlet.
Hvis industrisamfundets dinosaurere er ved at lægge sig selv i graven, er det enkleste vel at vende ryggen til og lade som ingenting. Der er dog et par vigtige pointer, at lære af de fejl industrien har gjort. Når organisationer skal være forandringsklare, skal der skæres ned på bureaukrater og op for entraprenører. Det kan ikke gøres ved at isolere ansvaret for fremtiden til en udviklingsafdeling. Kreativitet og krøllede hjerner skal have en dominerende plads i hele organisationen. Problemet er blot, at de gamle organisationer værdsætter kreative og sprælske mennesker meget lidt, og at kreative selvstartende medarbejdere ikke har lyst til at arbejde dér. Forandringerne vil ikke brede sig af sig selv, og det er kun topledelsen, der kan gøre noget ved det.
Ligesom Kaj Holger brød sig meget lidt om Eriks idéer, bryder bureaukrater sig meget lidt om entreprenante medarbejdere, derfor er der stor risiko for at der bliver luget ekstra grundigt ud blandt dem i forbindelse med fyringsrunder, og det gør jo blot det hele værre.
Krisen er over os, og fortidens dinosaurer bestemmer selv, om de er på vej mod udryddelse eller fornyelse – men først skal kampen tages op.
Et salatblad til en million kroner, eller noget virkelig værdifuldt?
4. december 2008 af Karsten Stryger
Når krisen kradser er det naturligt at se på virksomhedens omkostninger. Desværre er det normalt økonomifolk, LEAN-konsulenter, revisorer og medarbejdere med lignende disciplin, der beskæftiger sig med at lede efter virksomhedens overflødige fedt. De skærer fra, retter til og forbedrer processer – men der mangler noget. Der mangler alt det skæve og radikalt forandrende, alt det som kun innovative og kreative personer falder over.
SAS havde for nogle år siden – sikkert da krisen også kradsede i luftfartsbranchen en effektiviseringskonkurrence, hvor man som medarbejder fik halvdelen af første års besparelse som bonus for en god idé. En kvik stewardesse havde bemærket at hver gang hun ryddede af efter måltiderne lå der et enkelt salatblad på hver tallerken. Stewardessen foreslog at fjerne salatbladet, da ingen ville savne det. Besparelsen var en million kroner om året, og hun fik en bonus på en halv million.
Det er jo meget godt, hvis ens virksomhed køber for mere end en million kroner salat om året, men hvad med alle andre? De fleste virksomheder kan måske strammes op, men med mindre man i årene før har været virkelig sløset, er det begrænset hvor meget der kan hentes. Det der virkelig batter er når man vender virksomhedens processer på hovedet, og lader innovative medarbejdere finde på noget nyt.
Nokia har vendt sig fra at være gummistøvlefabrikant, til at være mobilproducent. Hvis Danish Crown havde forsøgt at genopfinde sig selv, i stedet for at fokusere på konstante produktivitetsforbedringer, kunne de have brugt deres ledige slagterier til noget andet end at lukke dem. Medarbejdere og bygninger er til stede, hvorfor ikke bruge dem til noget andet? I stedet for at bekymre sig over verdensmarkedspriserne på kød falder, kunne de glæde sig over et nyt forretningsområde hvor priserne stiger.
Hvis man ensidigt lader medarbejdere lede efter inkrementelle forbedringer, kan det godt være man finder det gyldne salatblad, men de finder aldrig det virkeligt værdifulde, for de kigger ikke efter det.
Lad os fyre nogle medarbejdere
23. oktober 2008 af Karsten Stryger
Recessionen er her, og det betyder at fyringssæsonen er gået ind. I Saxo Bank har de skilt sig af med 300 (en tredjedel af bankens ansatte). I B&O har de også fyret 300. Når krisen kradser træder dygtige chefer i karakter, og fyrer løs af medarbejderne. Bestyrelser og aktionærer er glade, og aktiekurserne buldrer op oven på en god fyringsrunde, men når det koster en halv million at en god medarbejder finder et andet job, hvad koster det så at skille sig af med mange gode medarbejdere?
Rylberg og Poulsen har næppe indledt forslaget til bestyrelsen med ”Vi har en god idé, der koster 30 millioner nu, og formentlig 200 millioner over de næste to år – Til gengæld kan vi spare 120-130 millioner på lønbudgettet”. Saxo Banks ledelse har gjort hvad de troede var bedst, men en bank der tjener penge, når alle andre taber har en unik position, der burde være udnyttet bedre. Ledelsen kunne have brugt medarbejderne på at udvikle bedre produkter, og forbedre de interne processer. Det havde skabt en endnu stærkere bank når tiderne ændres. Fournais og Seier Christensen har sikkert rigeligt med penge til at de ikke savner den kvarte milliard, men tænk hvor mange banker de kunne have købt for de penge i øjeblikket.
Hvorfor skaber recession panik på direktionsgangene, når de fleste er enige om at recessionen blot bliver kortvarig, og oven i købet rammer alle konkurrenterne lige så hårdt? Ledelsen i Bang & Olufsen har ikke noget valg, de fyrer for at overleve, men størstedelen af de danske virksomheder har et valg. Valget mellem at fjerne fedtet, eller bruge af fedtet til at skabe en bedre og mere effektiv virksomhed med nye produkter. Opsvinget kommer, og dem der er bedst forberedt vinder på det tidspunkt, ikke dem der er tyndest.
Mindst 20 procent dummere
8. maj 2008 af Karsten Stryger
I sidste uge kunne man i Ingeniøren læse om professor Anders Drejers nye dumhedsindeks, og det er hård kost. Ikke nok med at almindelige vidende danskere bliver 20 % dummere om året, hvis de undlader at lære nyt, men vidensmedarbejdere, og topspecialister bliver 40 % dummere om året. En videnmedarbejder skal bruge 40 dage om året på noget der udfordrer rutinen, blot for at bevare status quo.
Uanset om Anders Drejers beregninger er helt præcise i forhold til hvor galt det kan gå i løbet af et år, vil man uden tvivl få en lavere ”employability-rate”, end ”konkurrenter”, der bruger tid på at udvikle sig selv. Hvis professoren har ret, er det påfaldende hvor ofte folk melder fra kurser og konferencer fordi de har for travlt i øjeblikket. Medarbejdere der har for travlt med at være uundværlige i dag, er ved at gøre sig undværlige i morgen.
Vidensmedarbejdere der nøjes med at udvikle sig i de få kursusdage de bliver tildelt af deres virksomhed, er ilde stedt. De er nødt til at tage sagen i egen hånd, og planlægge deres egen vækst for at klare sig i konkurrencen med en omgivende verden, der bliver mere og mere kompetent.
En videnmedarbejder der skal sikre sin fremtidige employability, skal bruge flere end 40 dage om året på nye ting. Dem med fleksible familier kan muligvis afsætte hver søndag til opgaven, os andre må tage hverdagen til brug – få næsen op af den arbejdsmæssige plovfure, og prøve noget nyt.
Har du udfordret din hjerne i denne uge, eller har du for travlt med noget andet?
Fed innovation
25. januar 2008 af Karsten Stryger
Et af de mest hype udtryk i forretningsverden i øjeblikket er LEAN, og før jul blev jeg præsenteret for udtrykket i en form der gav absolut ingen mening. LEAN Innovation … Lidt hurtig på aftrækkeren afviste jeg det – uden at tænke yderligere over det – som noget sludder, der kun gav mening for de konsulenter der arbejder med LEAN, og ser det som et universalmiddel mod alt ondt. Nøjagtig som TQM-, Just in Time- og “Shareholder-value”-konsulenter har gjort det tidligere.
Nu har jeg tænkt mig om, og det giver stadig ingen mening…
Igennem de sidste 30 år har Stage-Gate processer forsøgt at presse mere produktivitet ud af innovationsafdelinger. Til trods for at metoden er implementeret i snart sagt alle firmaer der beskæftiger seriøst med forskning og udvikling, kommer der færre og færre nye produkter ud i den anden ende. Tidligere innovative firmaer kastet håndklædet i innovationsringen, og køber sig til innovation, og innovative virksomheder.
Innovative medarbejdere tiltrækkes ikke af faste systemer, bureaukratier, regler eller optimeret innovationsproces, og hvis ikke metoderne tiltrækker nye medarbejdere, hvorfor skulle man så indføre processer eller systemer overfor nuværende?
Den innovative proces kan sikkert optimeres, men der er en grund til at 3M lader deres innovative medarbejdere rode med egne projekter i 20% af tiden – tid der hverken bliver optimeret eller vejet. Ledelsen i 3M ved godt den ikke altid skal forstå, køre business cases på, eller køre idéerne igennem stage-gate-processer for at de virker.
Innovation handler om tonsvis af idéer, mod til at sige ja, plads til at fejle. Når man fjerner pladsen, fjerner man fejlene, og fjerner den fede innovation, tilbage er den tynde, og så må man håbe der er kød nok på den til at man kan leve af den i fremtiden.
Jeg gider ikke nøjes – gør du?
22 i klassen?
13. december 2007 af Karsten Stryger
På vej til arbejde, så jeg i klyngen af valgplakater en plakat med budskabet ”Højst 22 i klassen”, og det gav mig et pludselig fornemmelse af deja-vu. Billeder af demonstrationer mod Bertel Bims på Christiansborg Slotsplads for forbi mit indre blik. Undervisningsministeren er igen Bertel Haarder, og det er nok derfor budskaberne er trukket frem igen. To partier gik ind for højst 22 og et for højst 24, forskellen er sikkert et udtryk for overbudspolitik.
Er en maks-grænse for antal elever i en klasse virkelig det der skal til at udvikle Danmark til at blive et af de førende lande i videnssamfundet? Hvad skete der med motivation, studieforhold, undervisningsformer osv?
Højst 22 eller 24 er måske et rimeligt krav. I storrumskontorer bliver begået 35% flere fejl, og det er svært at forestille sig at der er mindre støj i et klasselokale.
Personligt har jeg oplevet forelæsninger for langt flere end 22 der fungerede, men vi var også topmotiverede kandidatstuderende, der var i gang med vores drømmestudie, og det var i tre timer ad gangen.
Sidder du i et kontor sammen med flere end 21 kolleger, håber jeg i er topmotiverede, alle har et drømmejob, og at I ikke sidder der mere end tre timer ad gangen, ellers var tiden måske inde til at låne et par valgplakater og gå på barrikaderne.
Hvad skal du leve af i morgen?
9. august 2007 af Karsten Stryger
En af de mest effektive måder at analysere virksomheders evne til fornyelse er ved at vurdere alderen på produkterne i forhold til andel af omsætningen. En virksomhed hvis omsætning for størstedelen stammer fra ældre produkter, er ekstra følsom overfor substituerende produkter, enten fra konkurrerende virksomheder eller nye konkurrenter.
Manglende fokus på produktudvikling betyder at virksomhederne kommer til at stå overfor tre vigtige udfordringer. For det første er den ikke klar til at spille med ændrede regler. En organisation der i årevis har dyrket rationalisering, optimering og implementering af inkrementelle forbedringer, er meget dårligt gearet til at skabe radikal produktudvikling. For det andet mister virksomheden værdifulde muligheder for at produktopgradere gennem produktsubstitution. For det tredje giver det et prestigetab, der koster dyrt i branding.
TDC, Carlsberg, DSB, Post Danmark, er alle virksomheder der i årevis har været ”verdensmestre” i Danmark til at levere deres ydelser, men som pludselig er blevet truet på deres kerneforretning. TDC har indtil videre vist sig at have styrken til at kunne købe sig til nye interessante forretningsområder eller fjerne konkurrenter gennem opkøb. Carlsberg har demonstreret at de kan brygge øl der sagtens kan måle sig med de små mikrobryggerier. DSB har vundet Kystbanen i licitation, og Post Danmark har udvidet deres forretningsområde ind i danske virksomheder.
TDC virker stadig som om de sidder med foden på bremsen, Carlsberg er i dansk bevidsthed ikke længere hverken den bedste eller næstbedste øl i verden, DSB kæmper med forsinkelser og Post Danmark er begyndt at genopfinde sig selv.
Hvis din virksomheds produkter har overskredet sidste holdbarhedsdato, er det med at få dem ud af vagten. Det kan blive dyrt at vente til de begynder at lugte.
Danmarks bedste idé?
22. maj 2007 af Karsten Stryger
Når programmet Danmarks Bedste Idé er slut, vil vi se en stolt vinder med en stor check, en buket blomster, og et diplom på at netop hans eller hendes idé er Danmarks bedste, men vil den være det?
Skulle tre højt kompetente mennesker støttet af en række specialister være garanti for at vinderens idé virkelig er den bedste. Næh, højst sandsynligt ikke, hvorfor skulle de være bedre til at finde den rette vinder, end eksperterne der fandt Danmarks ”største” Popstar?
Uanset hvem der kommer til at stå med checken, vil en af deltagerne klare sig bedst. Om det er nummer to tre eller nummer 900 i konkurrencen er ikke så interessant. I løbet af de næste par år, skaber de bedste af deltagerne nok flere job end AF i samme periode.
AF skal naturligvis ikke skabe arbejdspladser. De formidler blot arbejde deraf navnet. Desværre er det nøjagtig hvad AF skal til at gøre for den gruppe iværksættere, der netop er blevet husvilde fordi iværksættere skal støttes på en ny måde. EVU centrene lukkes til fordel for nye væksthuse, hvor der skal satses på virksomheder med vækstpotentiale.
Mens politikerne får fingrene ud og løser problemet, vil jeg læne mig tilbage og se hvem der vinder Danmarks Bedste Idé. Det er rart at der endelig er nogen der har vristet mikrofonen ud af sendefladen. Det er mere underholdende at se tilfældige danskere skabe, end at se tilfældige danskere skabe sig.
Brug påsken på at bruge hovedet, hvem ved det kunne være dig der fik Danmarks næste bedste idé?
Posts
Nye kommentarer