Forfatter arkiv

Videndeling i vridemaskinen

”Rather than attempt to abstract action away from its circumstances and represent it as a rational plan, the approach is to study how people use their circumstances to achieve intelligent action” (Suchman 2007:70)

Titlen på dette indlæg er også titlen på mit nyligt færdiggjorte speciale ved informationsvidenskab, Århus universitet. Specialet har både en teoretisk del og en praktisk del som er skrevet ud fra en kvalitativ undersøgelse af en softwarevirksomhed. Jeg vil her forsøge at opsumere en lille del af emnerne, jeg har arbejdet med i specialet.

Jeg har min undersøgelse af videndeling ikke brugt de klassiske opdelinger mellem tavs og eksplicit viden, eller data-information-viden. I stedet har jeg arbejdet med viden som en del af en konkret arbejdspraksis. Dermed anses videnarbejde som et samarbejde mellem mennesker og deres omgivelser, deres værktøj og papirer men også rutiner og metoder – i det hele taget et samarbejde mellem mennesker og vidensressourcer.

Vidensressourcer er ikke blot livløse data, men må iscenesættes, samordnes og organiseres af forskelligartede vidensrepræsentationer. Tavs og eksplicit viden kommer derfor til kort ved, at dette begrebssæt ikke hjælper os med at forstå viden i en konkret arbejdspraksis. Så tavs viden findes, forstået på den måde, at ikke al viden kan beskrives eksplicit, men distinktionen giver et billede af, at vores tavse viden, vores kompetencer, eksisterer og kan beskrives uden reference til den eksplicitte viden og til deres brug. Det giver ikke mening at tale om f.eks. en udviklingsmetode, uden at tale om den praksis, som er udviklet på samme tid og til tider gør modstand.

Hvad betyder det så for videndeling?

Ny viden kastes ikke ind i et tomrum, men skal tilpasses eksisterende rutiner og praksis. Et af de emner, som jeg fandt gennem denne tilgang, var at viden ikke blot spredes fordi det er den bedste/mest effektive. Man kan ikke fra centralt sted afgøre ”Viden A er bedre end viden B, så brug viden A fra nu af”. Den nye viden må passes ind i eksisterende kultur og arbejdspraksis, den ny viden er kun bedre hvis den passer ind. Nogle gange ser vi retrospektivt, at en metode er god og effektiv, derfor siger vi som virksomhed eller enkeltpersoner, at vi optog metoden, fordi den var effektiv. Men det er svært at afgøre om viden A er bedre før vi har (videns)delt den.

Nogle gange er det medarbejdere, som tager initiativet. Når medarbejderne er selvledende, hvilket er typisk for de som kan betegnes vidensarbejdere, finder de også ofte selv viden, og dette er ikke nødvendigvis internt i virksomheden, men kan lige så godt være igennem faglige fællesskaber (som videnDanmark.dk er et udtryk for), gennem bøger og fritidsinteresser. Det betyder, at det ikke altid er virksomhedens grænser, der er de centrale når spredningen af viden skal forstås.

Disse punkter mener jeg betyder at vi må være ydmyge i troen på, at vi kan styre og lede viden og videndeling. Hvis man er interesseret i denne tilgang er Ellingsen og Monteiro et godt sted at starte.