Har bibliotekarer X-faktor?
3. april 2009 af Jens Brogaard
Fra første hånds viden ved jeg at nogen har!
Grunden til mit spørgsmål er bibliotekarernes øjensynlige fravær i den digitale debat. Til gengæld får jeg via mit tidligere og nuværende job input fra såkaldte eksterne små-demagoger, der via de sociale medier udgyder deres, som oftest interessante, betragtninger om videndeling, menneskelige interaktioner over Intranettet og nødvendige påstande om udkrængning af privatlivet via Facebook grænsende til det narcissistiske.
Tør bibliotekarerne ikke vise flag eller optræder de pseudonymt i debatten? Unægtelig en skam idet de er uddannet til at “indsamle, registrere, systematisere og formidle viden”. Måske mangler, det som den Østrigske økonom Joseph Schumpeter beskrev som, kreativ destruktion. Ud fra den tanke kræver innovation en ødelæggelse af det eksisterende for at kunne opbygge noget nyt. Er stilheden i bibliotekerne blevet en erhvervsskade? Er bibliotekaruddannelsen bundet af for mange Alexandriske traditioner?
Biblioteket af Alexandria havde til opgave at indsamle alverdens viden. Hvem gør dét i dag? Wikipedia. Hvem var iværksætteren? Jimmey Wales, og nej, han er ikke bibliotekar. Sådan er det for alle nye halvgeniale opfindelser der opstår hver dag på Internettet; der står en ung-kreativ-it-silicon-valley-iværksætter-med-MIT-uddannelse bag. Med andre ord, knold i nakken er afløst af tot i panden.
Min beskedne ambition med dette indlæg er at slå et slag for bibliotekarernes håndværk. Samtidig opfordrer jeg dem til at udfordre det eksisterende. Det er ikke nok, at de “kan flere stillinger” (reklameslogan fra 1999) men de skal også tage stilling til det moderne digitale landskab, tage det til sig, udfordre og deltage. Ærgerligt hvis potentialet ikke udnyttes og de ikke indtager dén mest oplagte stilling som informationsapostel.
CIO er død, længe leve CKO
6. februar 2009 af Jens Brogaard
Udover signalværdien som en titel giver på ens visitkort og på intranettets telefonbog ligger der i de to TBF’ere (tre-bogstavs-forkortelser) 2 vidt forskellige jobfunktioner.
CIO: Information er naturligvis omdrejningspunktet og typisk er stillingen dannet ud fra den tidligere lidt gemte it-driftschef. Med kravet om at it skal give forretningsmæssig værdi er it-chefen steget i graderne og det drejer sig ikke længere kun om at forbinde de rigtige kabler men også de rigtige informationer. Resultatet kan være værktøjer til automatisering af sagsgange.
CKO: Knowledge er naturligvis her kernen. Lidt afhængig af branche vil denne viden være forskellig og dermed også arbejdsopgaverne. F.eks. vil en ingeniørvirksomhed fokusere på innovation mens et konsulenthus vil fokusere på best practices og communities of practice. Resultatet er som oftest nye læringsmetoder og forretningsgange med sigte på at videndele.
data information viden
Sætter man de to roller i perspektiv med den velkendte data-information-videns pyramide kan man forholdvis let indplacere de forskellige roller. Imidlertid er der i årenes løb sket en stærk forøget integration af teknologier. Mail systemet er ikke kun et program til at modtage elektonisk post men er en integreret del af gruppearbejdet. Databaser er ikke kun lagringsplads for kunder men skaber grobund for intelligente markedsanalyser. Intranettet er ikke kun en telefonbog over alle ansatte men er et kompetenceregister som dynamisk bliver opdateret med opgaver man har deltaget i. Sidst men ikke mindst vil de sociale web 2.0 teknologier betyde nye videnstrømme som ikke set tidligere både uden for og inden for firmaets vægge.
Og hvad så? Pointen er, at den naturlige evolution peger i retning af at CKO er den nye CIO. Om CKO’en tilegner sig it-færdigheder (og ansætter en it-driftschef til at vedligholde infrastrukturen) eller CIO’en tilegner sig forretningsforståelse er for så vidt ligegyldigt men det giver ikke længere nogen mening at adskille de to roller.
p.s. CTO: Dette er en lidt mere ukendt stilling men indeholder erkendelsen af at teknologi udgør en stor del af virksomhedens produktsammensætning. Der sættes som oftest lighedstegn mellem teknologi og IT produkter. Ved at indsætte en CTO vælger man at forfølge en aktiv strategi om at forholde sig bevidst til teknologi og dermed ikke lade sig styre af den. Resultatet er roadmaps og it arkitektur planer.
Yes we can
6. november 2008 af Jens Brogaard
Facebook, LinkedIn, Lively, kaneva, twinity, qwaq, wiki, twitter, plaxo, trackbacks, ping.fm, jookster, flickr, digg, twhirl, tag clouds, vox, … kært barn har mange navne, og dette er kun et udpluk! Men det kære barn har ét til fælles, og det er at være social. Efterhånden har jeg svært ved at følge med i strømmen af innovative web services. De nøgne statistiske tal vidner også om aktiviteter, man ikke lige er bevidst om i ens fysiske hverdag: for eksempel bliver der hver dag dannet 175.000 blogs, og hver måned er der 39 mio. besøgende på Facebook.
Specielt tre ting driver denne ”sociale” virtuelle og globale tendens frem. Den ene ligger i koblingen af fremmede datasæt eller sagt på en mere populær måde: hvis jeg i Facebook fortæller, at jeg gik i børnehave i Smørum Nedre, så vil det sociale softwaresystem i bedste fald automatisk koble mig med resten af dem, jeg delte madpakke med.
Den anden driver er teknologi. Internettet og den vældige underskov af Silicon Valley virksomheder, der vha. såkaldt Ajax programmering mv. gør det muligt at kreere brugervenlig software, der truer selv Microsofts Word.
Den tredje driver er Open Source applikationer, dvs. software-produkter der ikke kun er gratis. men som også bliver lavet af folk der ikke får løn for det men ”kun” anerkendelse. For nogen økonomer stadigvæk et mysterium.
100.000 kroners spørgsmålet i disse dage er selvfølgelig, hvordan virksomheder udnytter det potentiale, som er ved at blive mainstream og integreret i traditionelle Intranets. Teknologien er ikke længere begrænsende men åbner op for nye muligheder, som vi skal forstå at udnytte og ikke mindst være åbne overfor. Det er et nyt spændende område, hvor det sociale aspekt er fremtrædende. Flere udenlandske firmaer forsøger sig for eksempel med social software som nye videndelingsværktøjer drevet af blandt andet troen på deltagelse via informationsmæssig gennemsigtighed – værdien heri ligger ikke længere kun i individets ‘cogito ergo sum’, men er udtrykt ganske rammende i Fairtrade coladåsens ‘I am because we are’ eller bør jeg efter det amerikanske valg sige, “Yes, we can”.
Olympiaden og videndeling
5. september 2008 af Jens Brogaard
De olympiske Lege er for ikke så lang tid siden afsluttet, og rekord efter rekord er blevet sat. Det olympiske motto “Citius, Altius, Fortius” er målet og refererer til det latinske ordsprog “hurtigere, højere og stærkere”. I skyggen af alle de olympiske toppræstationer står der en træner og et hold, der i høj grad har medvirket til sejren. Udover æren og bibeholdelse af deres trænerjob får disse mennesker nok også et kram af vinderen. Især i fodbold ser man tydeligt den begejstring der er for målscoreren.
Selvom det ikke er årstiden har man den regel i ishockey, at man kan opnå såkaldte ‘assist’ point, hvis man “blot” har medvirket til en målscoring, det vil sige, har afleveret pukken til den spiller, der får den i målet. Sidst på sæsonen gøres den samlede personlige scoring op, og her er det værd at bemærke, at assist-mål tæller lige så meget som direkte målscoringer. Med andre ord, værdien til at bidrage til sejren er ligeværdig med selve målet. Dette er en ganske beundringsværdig metode, der fremmer det enkelte mål igennem holdindsatsen.
Virksomheders videndelingssystemer, organisationer og ikke mindst incitamentstrukturer bør være bygget op på samme princip: at en foregående handling er den videre byggesten til succes. I lyset af det skal værdien af oplæring, erfaringsudveksling, samarbejde og videnafdelingen ses og anerkendes som en ‘assist’ til den enkelte medarbejders succes.
(U)Lykken med uendelig tid…
23. maj 2008 af Jens Brogaard
Der var engang en virksomhed som var i stand til at forlænge tiden. Ganske praktisk kunne man gå ned til Chronos, udfylde en formular og i et tophemmeligt kontrolrum blev tiden standset. Det var især praktisk op til deadlines.
Flere og flere udnyttede Chronos. Man vidste simpelthen, at tiden kunne standses og at man derfor altid havde al den tid man havde behov for, for at løse opgaven. Virksomhedens motto blev ‘manana’ for det var først i sidste øjeblik at alle kræfter blev indsat for endelig at kunne aflevere til kunden.
Da der var gået noget tid opdagede man noget besynderligt. Selvom man nåede alle og endda også flere deadlines til tiden end konkurrenterne fik man til trods for dette uretfærdige forspring færre og færre kunder. Oveni det faldt medarbejdertilfredsheden betydeligt. Flere og flere medarbejdere blev simpelthen kronisk syge da tiden paradoksalt nok blev spildt da man havde fået for megen tid.
Det siger sig selv, en større undersøgelse blev sat i gang for at komme til bunds i problemet der ikke skulle være et problem. Et konsulentfirma blev hyret til at analysere årsagerne og medarbejderne skulle udfylde spørgeskemaer. Ingen kunne finde frem til årsagen indtil en vis medarbejder påstod, at tid ingen værdi i sig selv har hvis man ikke deler sin viden.
Da virksomheden havde oceaner af tid havde den ikke tænkt over, at det er smart at genbruge viden, akummulere viden og i det hele taget sprede klogskab mellem hinanden, idet det netop er disse ting der gør at man sparer tid. Således belært blev Chronos fyret, tiden genvundet og viden spredt. Ingen skulle herefter komme og sige, at man ikke havde tid til at gemme viden til senere brug, for det var netop for megen tid der fik medarbejderne til at holde op med at dele viden med hinanden.
Med andre ord, jo mindre tid man har desto mere bør man være tilskyndet til at dele viden.
Fra industrifællesskab til vidensfællesskab
22. februar 2008 af Jens Brogaard
Fogh bebuder et indre marked for viden, hvor bl.a. Europa skal være i stand til at konkurrere med selveste MIT (http://videndanmark.dk/Nyheder.3.0.html?&tx_mininews_pi1[showUid]=2518&cHash=16527076f4) – umiddelbart et kærkomment tiltag men også lidt komisk da viden i sig selv er grænseløs. Lad det nu ligge og i stedet værdsætte at budskaber skal være fængende for at slå igennem.
Men måske har Fogh ramt mere plet end han selv er klar over. Hvis man laver et lille tankeeksperiment vil man se, at han har fat i den lange ende. Man skal blot tænke lidt videre end blot videnudveksling mellem universiteterne.
Tilbage i 1951 opstod Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (Treaty of Paris) mellem seks stater, som så senere i 1957 var grundlaget for det Europæiske Fællesskab (Treaty of Rome) hvis mål var fred via samhandel. I dag garanterer EU bevægelsesfrihed for mennesker, varer, service og kapital. Jeg gentager, ”… for mennesker, varer, service og kapital”, hmm hvor er viden henne? Fair nok, unionen opstod af ruinerne fra 2. verdenskrig og der var mere brug for kul og stål end viden.
Uden diskussion er flere og flere mennesker blevet direkte afhængige af viden: software-udviklere kan ikke arbejde uden forbindelse til ekspertfora, oversættere kan ikke arbejde uden Google og Google indfører ’knol’ som et begreb for ét stykke viden. Til en konference fortæller en deltager, at det var som en rus at være online med andre deltagere, mens foredraget stod på; internetkablet til Asien rives midt over og er en avisoverskrift værdig, MS køber Yahoo, vi er på vej mod web 3.0, og sidst men ikke mindst fra en anden blog overskrift “… plan to make Qatar a knowledge-based economy”.
Et halvt århundrede efter unions forfadere stiftede det indre marked er det nu viden, der skal være drivkraften for det europæiske marked. Med andre ord, lad os omdøbe unionen til det Europæiske Viden og Innovationsfællesskab!
Fra viden- til vindsamfundet
16. november 2007 af Jens Brogaard
Når disse linjer læses, er valget overstået og velfærd er for alvor kommet på dagsordenen. Nu var velfærd ikke det eneste diskussionspunkt men også viden, nej undskyld, vinden, dvs. antallet af vindmøller placeret i Danmark. Ikke for at forklejne miljøet men ærgerligt, at politik ikke netop går i dybden og tager fat på den diskussion, at vindmølleindustrien er et perfekt eksempel på den type innovation Danmark skal leve af i fremtiden.
Jeg ville af den årsag danne mig et ganske hurtigt overblik over partiernes holdning til innovation, hvilket til dels ikke burde være for meget forlangt og desuden burde være en smal sag nu, hvor alle partier har deres blog.
Hits på innovation blev således:
B/Det Radikale Venstre: “Forskning og innovation er krumtappen i et land, der skal leve af viden.”
C/Konservative: “Vi vil styrke innovation”.
F/SF: Fandt intet.
K/Kristendemokraterne: Fandt intet.
O/Dansk Folkeparti: “Forskningens bærepille er grundforskning, ikke produktudvikling og innovation.” ellers intet.
S/Socialdemokraterne: 13 hits, de fleste artikler dog centreret omkring viden og stadig koblet til forskning og uddannelse.
V/Venstre: 5 hits – et pauvert resultat dog nævnes det at markedskræfterne skal drive innovation.
Y/NyAlliance: Ikke muligt at søge på hjemmesiden men fandt det traditionelle om flere iværksættere.
Ø/Enhedslisten: Begrænsede sig til at man gerne så mere OpenSource i den offentlige forvaltning.
Det noget pauvre resultat er enten udtryk for den faktiske bevågenhed for innovation eller udtryk for manglende videndeling, læs: man har ikke formået at formidle budskabet, hvilket nok var karakteristisk for 07’ valget (ganske utroligt hvor lidt substans der er på de fleste hjemmesider om konkrete tiltag). Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke over, at mange af ovenstående påstande kan testes for deres værdi ved at gøre dem negative, f.eks. “Vi mener ikke innovation er vigtig for det danske samfund”. Dette er vist ikke noget, noget parti kan stå inde for, og derfor er de fleste partiers udsagn indholdsløse og floskler, hvis ikke de bliver fulgt op ad konkrete initiativer.
Måske kommer én dag det valg, hvor vi kan diskutere hvilken retning Danmark skal bevæge sig for at oppebære vores velfærd for ellers vil vi altid være i vindens magt.
Web 2.0 – den sidste brik i KM puslespillet?
18. juni 2007 af Jens Brogaard
Med risiko for at blive anklaget for kun at kunne se verden med knowledge management briller vil jeg alligevel driste mig at påstå at Web 2.0 ikke mindre er den endelige udmøntning af brugbar videndeling. Dette er selvfølgelig lidt af en påstand og betyder det i så fald, at mindst de sidste 10 års forskning og anvendelse af videndelingsprocesser og -værktøjer i så fald har været forspildte? Sådan behøver det ikke at være.
Historisk ser man, at den teknologiske udvikling består af flere brikker der alle skal falde på plads før det bliver en ægte pragmatisk løsning. Inden for den “atomare” verden ses, at flere komponenter skal være tilstede førend den akkumulerede viden kan udmønte sig i en innovation, som f.eks. pc’en,
automobilen, etc. Dette er de såkaldte systemiske innovationer der har deres modsætning i eksemplet med den nok så famøse “isterningepose”.
Videndeling er ikke nogen “isterningepose”! Igennem de senere år har man været vidne til at se hvordan videndeling er blevet en naturlig del af andre mere traditionelle fagdiscipliner; på den måde har man forsøgt at få videndelingskonceptet udbredt i hele organisationen.
At dele viden, især den usagte (”tacit”), har været mere end en udfordring. Hvilken virksomhed kender ikke kampen om medarbejdernes deltagelse i virtuelle praksisfællesskaber (”communities”). Dog med fremkomsten af den sidste brik – Web 2.0 – ser det ud til at vi endelig kan udleve drømmen om ægte virtuel videndeling i samfundet og i virksomheder.
Virtuel Produktion
23. februar 2007 af Jens Brogaard
Endelig. For ca. 20 år siden dukkede begrebet ‘knowledge management’ op. I denne Internet tidsalder er det nu nærliggende at spørge sig selv, hvornår dette begreb igen forsvinder fra jordens overflade og bliver afløst af endnu et konsulent-ord i den lange række af bingo-ord.
Inden vi begynder at se knowledge management kisten sænke sig ned i hullet i jorden, så lad os for en stund tænke tilbage. Forleden dag var jeg i gang med at mindske mit lager af papir (ikke mindre end 6 flyttekasser). Det var papir fra dengang ’videndeling’ skulle forklares fra grunden via kronikker. I bedste overensstemmelse med en videnopsamlingsstrategi – andre ville sige jeg er en ’gemmer’- så genså jeg overskrifter som ”Videndeling kan betale sig”, ”Medarbejdere beskytter deres viden” etc. Disse tekster skulle overbevise os alle om, at videndeling ville føre til guld og grønne skove…
I dag sidder jeg isoleret fra omverdenen idet næsten hele Danmark er begravet i sne og undres til stadighed over at jeg får løn for at skubbe og omdanne informationer. Dette kan jeg gøre, fordi vi endelig har fået adgang til virtuelle konferencer, virtuelle projektrum og den virtuelle verden.
Mantraet om at være uafhængig af tid og sted har endelig realiseret sig. I bedste Andrew S. Grove (Intel) stil er revolutionen umærkeligt kommet ind ad bagdøren og nu sidder vi og taster ivrigt løs på tastaturet hjemmefra for at gøre et tilbud færdigt, se aktiekurserne online og handle ud fra sine egen indsamlede informationer eller for at købe skræddersyede skjorter ind i Hong Kong så postbudet og BNP ikke skal sygne hen blot fordi DSB ikke kan komme frem.
Vi gør det alle på hver vores måde med hvert vores formål, men teknologien har gjort os i stand til at producere eller efterspørge produktion selvom vi ikke står foran et samlebånd. Dette er videndeling, hvor informationer tilkommer én uanset hvornår man efterspørger dem og uanset hvor man efterlyser dem. Længe leve videndelingen.
p.s. jeg fik formindsket mit papirlager fra 6 til én flyttekasse.
ROI Efterlyses
13. oktober 2006 af Jens Brogaard
Return on investment, dvs. hvad er afkastet på [KM] investeringen, er åbenbart så banalt et område, at det sjældent bliver diskuteret endsige ofret slide plads på ved en præsentation. Man har taget beslutningen og det punkt i et foredrag der tilnærmelsesvis omhandler en evt. business case ligger gemt i vigtigheden af at inddrage ledelsen i iværksættelsen af et videndelingsinitiativ.
Efterrationaliseringen af et videndelingsinitiativ bliver allerhøjest retfærdiggjort af mere kommunikation, flere informationer, flere databaser, mere Intranet funktionalitet m.m. men hvad med bundlinien?
Vores angelsaksiske kollegaer lader til at have en større bevågenhed på ROI måske i kraft af deres tættere tilknytning til aktieejerne hvor kortsigtet gevinst er i fokus. Her dominerer også de mere traditionelle regnearkskalkuler.
I Danmark kunne man forestille at udbredelsen af Videnregnskaber ville være med til at udbrede ikke alene kendskabet til virksomheders videnskultur men også være med til at kvantificere troen på vidensdeling. Gid det var så vel; videnregnskaber påviser alt fra pizza-indekser til hvor mange best practices bliver lagt på en given database som de fleste i virksomheden i øvrigt ikke kender noget til.
Men hvordan skal man også kunne kvantificere værdien af en information? F.eks. et input i en SOS-database (svar & spørgsmål), der omhandler en forespørgsel til en reference for en kunde på den anden side af kloden kan være afgørende for om man vinder en kontrakt. Den kan også være betydningsløs. Hvis den var altafgørende så var den information måske nogen millioner kroner værd modsat de omkostningskroner det tog for en medarbejder at svare på en forespørgsel som han i øvrigt ikke selv kan fakturere nogen som helst steder hen.
Vidensdeling er nu på sit 15 år og der er færre og færre der direkte sætter spørgsmålstegn om det nu også er klogt at medarbejderne videndeler. Det er med rette nu engang svært at sige nej til.
Værdsætningen af viden er høj men værdisætningen mindre, og man kunne i det mindste ønske sig en større grad af resultatorienteret vidensdeling, når man nu er ved lovprisningen.
Posts
Nye kommentarer