Forfatter arkiv

The missing link

9. december 2011 af Jens Brogaard

Hvad der slår mig i Abernes Planet, som i de sidste uger har rullet henover vores tv-skærme, er udviklingen i deres [abernes] kommunikation; skridtet fra grynt til tale. Det fortaber sig vist lidt i tidsrejserne.

Det samme synes jeg gør sig gældende inden for knowledge management og ‘like’ småknap-teknologierne, dvs. i de sociale medier, hvor man skal kunne ‘like’ alt lige fra SKAT, Hornsherred juletræsplantage, delikatesse biksen henne om hjørnet til den lokale frisør bare for at få lidt rabat (det gælder dog ikke i skatteprocenten) eller kunne bestille tid.

Efterhånden smækker man ukritisk nogen knapper på en hjemmeside, opretter firma wikis eller fora blot fordi muligheden er der, det er nemt at installere eller følger med som standard i softwarepakken. Er det det som knowledge management er blevet reduceret til? Her savner jeg forbindelsen eller rettere sagt jordforbindelsen fra knowledge management som værdiforøgende præmis til de meget praktiske virtuelle redskaber. Giv mig rationalet, metoden, arkitekttegningen til at indføre sociale medier (SM) på en professionel måde. Ellers er jeg bange for, at det bliver amatørløsninger udført af lalleglade narcissistiske individualister.

For en gangs skyld finder jeg ikke svar på dette ‘missing link’ i en Google search men ikke desto mindre en række interessante, læseværdige artikler:

På den ene side har det aldrig været nemmere at sprede “viden”, men på den anden side vil jeg vove at påstå, at der de sidste mange år reelt set er sket meget lidt (produktivt) internt i de firmaer, som ukritisk har taget sociale medier i brug.

Hvad er vejen frem?

P.s. det er mit nytårsfortsæt på andres og ikke mindst min egnes (og VidenDanmarks) vegne at hæve KM/SM diskussionen væk fra overfladisk app-snak, så morsom den dog kan være, og traditionel KM snak til en post-Nonaka KM tale.

A og B hold?/Teknologisk paradigmeskift

30. september 2011 af Jens Brogaard

For at få folk til at se alvoren bag sociale medier og ikke mindst give dem grunde til snart at implementere det i deres virksomheder, hævdes det friskt, at de næste generationer aldrig har brugt email. Når DE kommunikerer bruger de Facebook og skriver til ALLE på the Wall. Med andre ord, de vil ikke kunne kommunikere via Outlook, Notes etc.

Sludder!

For det første kan man skrive privat til hinanden, hvilken mange i stor stil gør. For det andet er de så teknologisk velfunderede, at de kender til f.eks. rettighedsgrupper bygget op omkring (Google) circles. Facebook har også udvidet styring af ‘læsegrupper’ betragteligt. For det tredje er de så teknologisk lærenemme og fleksible, at de tager nye medieformer til sig med tastaturets hast, hvis der vel og mærke er god grund til det; det burde således ikke være svært at lære ’send new mail’ og ‘reply’.

Hvad går bekymringen så på? Jeg tror man skal søge udfordringen i den meget ældre dame jeg så forleden på Dybbølsbro station. Med en iPad i skødet og som lystigt bladrede frem og tilbage på skærmen og sendte beskeder til højre og venstre. Hvad sker der? Aldrig har jeg set ny teknologi blive anvendt så nemt og hurtigt. Nye iPhones bliver implementeret i virksomheder til alle medarbejdere uden kursus eller for den sags skyld brugermanualer! Lad mig lige understrege at dette ikke er en reklame for Apple men blot en konstatering af, at brugervenlighed har fået en helt ny dimension, hvor vi heldigvis kun har set begyndelsen.

For at få næste generation med er det ok at bevare emails men vores teknologiske redskaber skal være intuitivt forståelige fra første swipe og det vil derfor kræve modige fravalg af eksisterende såkaldte legacy applikationer med værktøjskasser så store, at man kunne ‘bygge huse’ med dem, men hvor man i grunden bare har behov for at ‘hænge et billede op’.

Videndeling via brugerdesign

28. april 2011 af Jens Brogaard

Fornylig var jeg på en konference med en meget entusiastisk amerikansk knowledge manager fra et globalt spilfirma. Han nævnte 3 grundforudsætninger, når han skulle søsætte interne vidensprogrammer:
brugervenlighed, æstetik og funktionalitet. Selvom æstetik ikke plejer at have en fremtrædende rolle internt, vil mange nok ikke blive overrasket over de nævnte parametre. Men forsøger man at perspektivere dette ift. tidens tendenser ser man tydeligt alvoren og konsekvensen af det, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Et par dage efter konferencen undergik vi et teknologisk spring på mit arbejde. Vi opgraderede til Windows/Office 2010. Jeg må bøje mig i støvet og rose Microsoft for at gøre opstartstiden ’snabb’ som svenskerne ville sige. Desuden er der et par funktionaliteter, kopieret eller ej fra gamle Lotus Notes, som nu gør arbejdet noget smartere.
Men den store og vigtige synlige forskel for brugeren er den meget omtalte ribbon/menu bjælken foroven, der skifter kontekst, afhængig af hvad man er i gang med at lave i eksempelvis Word. Hvorfor har Microsoft gjort det (eller været nødsaget til at gøre det)? Min tese er, at Microsoft er fanget i et design og funktionsparadigme, der simpelthen nægter at give afkald på de 99% funktionaliter som 99% af brugerne ikke bruger. Med andre ord er al design møntet på den ca. ene procent af brugerne som bruger mere end ca. 1% af funktionerne.

I diamentral modsætning til dette ses web applikationer hvor netop æstetik og laserstyret fokus på brugeranvendelsen er det styrende designparadigme. Dette har medført Apps, som på samme tid er simple men uhyre brugbare (og i øvrigt ikke kræver dyr brugerundervisning).
Firmaer der lægger deres mail og andre basale kontorapplikationer op i “skyen” kender til dogme-design. Som Steve Jobs siger, “Design is not just what it looks like and feels like. Design is how it works.”

Denne næsten naivistiske tilgang til moderne computer programmering, født i Open Source miljøet, er nu ved at gøre sit indtog i næste generation af CIOs og CKOs, som indledningsvist fortalt. Man kan så med en vis ængstelse og ærgrelse måske tænke sig til hvad Microsoft Sharepoint vil forårsage…

Your knowledge is watched

7. januar 2011 af Jens Brogaard

Jeg undres over en ting, og den bliver sådan set forstærket hver eneste gang jeg bliver påmindet om en ny App til min smarte mobiltelefon eller nu her hvor jeg desværre ikke er i Las Vegas for bl.a. at kigge på nye gadgets, dvs. tablets…

Jeg undres over den videndeling, der hersker i det offentlige digitale rum. Se bort fra at ordet ‘videndeling’ ordet er skiftet ud med ordet ’social’ men næsten alle apps, der udgives har en social dimension. Via det seneste tiltag fra Facebook kan du f.eks. automatisk fortælle, hvor du opholder dig fysisk via den indbyggede mobiltlf. GPS. That’s not big brother watching you, but all your connections watching you!

Egentlig helt fantastisk hvad man er villig til at dele af informationer, når det drejer sig om ens privatliv. Kommer det til arbejdspladsen, må man vel konkludere, at videndeling trods alt efterhånden klart er et indarbejdet og acceptabelt middel til at fremme virksomhedens forretningsstrategi. Så langt så godt. Kigger man dog nærmere, er årets store udfordring hvordan virksomheder får de sociale dimensioner ind på arbejdspladsen.

Her tænker jeg ikke på flere julefrokoster, heller ikke på hvordan vi overfører erfaringer fra den pensionerede medarbejder til den nye, heller ikke på hvordan produktionsprocesser kan optimeres via innovation – men netop på hvordan vi får indtænkt den automatiske og umiddelbare sociale videndeling.

Hmm, den automatiske og umiddelbare sociale videndeling? Kendetegnet ved alle Apps er den utrolige simple brugergrænseflade/-venlighed – her vil jeg påstå, at man vil se et paradigmeskift væk fra Windows platformen. Et andet kendetegn ved Apps er den automatiske informationscyklus; ved maksimalt et klik kan du dele hvad du skriver, tænker eller laver. Og det sker umiddelbart, dvs. ikke i en Lessons Learned workshop, ej heller i en sagsevalueringsproces men i det øjeblik hvor du foretager dig den konkrete aktivitet.

Det bliver igen et spændende nyt år for arbejdet inden for Knowledge Management, hvor hovedudfordringen bliver at un-/learn fra the silicon kids, surprise surprise, your knowledge is watched/shared by your co-worker.

Kvalitetssikring i en innovativ tidsalder

24. september 2010 af Jens Brogaard

Kvalitetssikring er en fast bestanddel i den industrielle produktion; en produktion som vi trods vores digitale hverdag stadig er stærkt afhængige af. Det er et basalt krav, at de ting vi køber, skal virke.

Over det minimumskrav kan man desuden vælge at differentiere sig på materialekvalitet, på holdbarhed, etc. Alt sammen købsparametre der retfærdiggør prisdifferencer mellem produkter. Selve produktionsapparatet er tilsvarende sat op til at håndtere en ensartet produktion, hvor de enkelte produktdele er designet til at minimere fejl, og hvor man konstant øger kvaliteten vha. Best Pratice. Der foretages ISO målinger og evalueringer for at sikre kontrol med kvaliteten. Kort sagt, kvalitetssikring og efterlevelsen af dette gennemsyrer vores arbejdsdag i håndteringen af de fysiske produkter.

Men hvilken kvalitetssikring er tilstede, når det gælder produkter? De fleste kender til software udvikling og test. Test som skal sikre at funktionalitet lever op til kravene. De mere kreative/kyniske eller moderne om man vil, lægger denne del ud til brugerne og kalder produkterne for beta udgaver. Kan man forestille sig, at man gjorde noget lignende for fysiske produkter? I det lokale byggemarked lå der hammere i beta udgaver. Det ville ikke slå an…

På trods af at den fysiske og digitale verdens produkter har forskellige kvalitetskrav, og at skellet mellem produktion og forbruger ikke er ens, så er der en kvalitetsfaktor, der er overset. Hvor sikrer man sig, at innovationsprocessen til fulde er udnyttet? At de fysiske eller virtuelle produkter har gennemgået en kreativ og inkrementel/radikal videreudviklende konstruktionsfase. Dette er den nye kvalitetssikring for innovationsprocessen. En fast rolle hvor alle produkter bliver regelmæssigt udsat for en persons holistiske og dybt kreative evner i at se nye sammenhænge og dermed muligheder. Eller det kan være flere tværfunktionelle personers kompetencer i mangeartede discipliner, der nyttiggøres, således at forskellige ellers gemte perspektiver bliver opdaget.

Velkommen til den innovative kvalitetssikring.

Viden uden deling

28. maj 2010 af Jens Brogaard

Er viden uden deling fornuftig? Muligvis, men i grunden nok ikke så smart. Forestiller man sig Tycho Brahe holde sine opdagelser for sig selv på øen Ven ville hans tid og arbejde have været forspildt. Rent hypotetisk kunne man vel sagtens forestille at store opdagelser er blevet udklækket i det skjulte og desværre forblevet skjult blot fordi den pågældende person var en kende for introvert. Sat på spidsen, på hvilket udviklingstrin ville Homo Sapiens være hvis ingen gad at videndele?

Virksomheders raison d’étre er netop at skabe rammerne for at en gruppe af mennesker ikke skal råbe til hinanden på en markedsplads men kender hinandens styrker og svagheder for på den måde at skabe noget sammen. Selve iværksættelsen af viden er afgørende for virksomheders virke.

Derfor er netop web 2.0 funktionaliteterne så interessante – også i virksomheders intranet – idet det giver helt nye muligheder for at give den enkelte medarbejder et redskab til at samarbejde og synliggøre dagligdagens “opdagelser”.

Mange definitioner er blevet tilføjet til web 2.0 men rent funtionelt drejer det sig basalt set om tre ting:

  1. muligheden for at abonnere på informaton (f.eks. nyhedsbreve og RSS)
  2. muligheden for at informere hinanden om information (f.eks. ‘Share on Facebook’ eller twitter)
  3. muligheden for at beskrive information (f.eks. ‘I like’ eller tags)

Det ses hurtigt, at det essentielt drejer sig om at netværke informationer.

Heldigvis fortalte Tycho om sine opdagelser og heldigvis har man som Homo Sapiens i sidste ende en indbygget vilje til at videndele. Men i en tidsalder hvor arbejdets værdi ikke er fysisk synlig som f.eks. brobygning, så skal virksomheder i fremtiden tage ansvar til at medarbejders aktiviteter bliver transparente for hinanden og dermed “bygger bro” til hinanden.

The missing link

11. marts 2010 af Jens Brogaard

I de sidste par uger har man kunnet læse diverse executive fredagsartikler i Børsen om effektiv ledelse i krisetider; hvordan man via lean drift koblet med tilpasset salg formår at sikre og udbygge forretningen. Samtidig kan man læse om at virksomheder med en formuleret videnstrategi klarer sig statistisk bedre end andre virksomheder.

Jeg spørger derfor, hvor bliver de udmeldinger af hvor ledelsen klart melder ud, at man vil investere massivt i videnledelse, videnprocesser og videnværktøjer? Alt for tit proklameres, i øvrigt ganske omkostningsfrit, at man er en videnorganisation med videnarbejdere og videnprodukter.

En videnorganisation er ikke noget der kommer af sig selv endsige vedbliver automatisk med at være tilstede uden nogen form for investering, vedligeholdelse eller læring. Dvs. man har en situation hvor alle er enige om at viden er en vigtig, hvis ikke den væsentligste produktionsfaktor, men man lader viden stå til i mange danske virksomheder.

Hvis man er så heldig stillet, at virksomheden tilfældigt er havnet i en gunstig vidensituation – ikke al succes bygger på rationel planlægning – så skal man forestille sig det potentiale der ville være hvis man bevidst arbejdede videre med en strategi, der sætter viden i værk.

Med et efterhånden stort personligt netværk af forandringsvillige mennesker har jeg bemærket, at årsagen aldrig skyldes ond vilje, højst vanetænkning blandet med lidt uvidenhed. Vanetænkning og uvidenhed er en farlig cocktail, især hvis modet til at sprænge de vante rammer ikke udfordres. Indrømmet, disse organisatoriske rigide rammer har lette vilkår når diskussionen falder på abstrakt viden. Viden og dens organisatoriske forankring er nemlig kendegnet ved to ting: usynlighed og asynkronitet.

Usynligheden går ikke så meget på, at viden i sig selv kan være svær at identificere og sprede, men mest på at gevinsterne ikke er målbare. Viden kan være værdiløs mens samme viden et andet sted på et andet tidspunkt kan være formuer værd. At værdisætte viden ift. konteksten er umulig.  Man kan/skal ikke andet end blot tro på at det har en værdi.

Asynkroniteten går på, at man ikke alene først skal så for at kunne høste, og derefter at man skal vente på at kunne høste frugterne til efter en given periode. Faktisk ved man nogen gange heller ikke engang, hvornår man kan høste og hvad man har plantet.

Med de kendetegn er det naturligvis svært at sætte en videndagsorden, men det undskylder ikke for at man giver viden bedre organisatoriske vilkår. Viden jo heldigvis er den eneste produktionsfaktor der bliver mere værd desto mere den bliver delt og brugt, med andre ord en uudtømmelig kilde til inspiration, idéer og innovation.

Undladelsessynden

21. december 2009 af Jens Brogaard

Synder er ofte et udtryk for at man fortryder at have handlet på en  bestemt måde. Det eneste positive der  er at sige om det, er at man i det mindste ikke har ladet stå til.

Undladelsessynden derimod er fortrydelsen ved ikke at have handlet.Ved at lade stå til. Før den den digitale tidsalder havde det synlige konsekvenser ikke at handle. Ingen nedlagte dyr, ingen aftensmad; ingen såning, ingen høst; ingen investeringer; ingen produkter osv. I vidensamfundet har det derimod ingen umiddelbare konsekvenser ikke at reagere på informationer. Derimod kan det have enormt potentiale tilfældigt at opdage information man kan omsætte til handling.

Med andre ord, i informationsalderen drejer det sig konstant om at øge chancen for at viden kan opstå – derfor, undlad ikke at handle nu – gør Videndanmarks nye samarbejdsplatform aktivt og værdifuldt.

Med ønsket om et ikke-syndigt netværksår.

Videndeling – slip kontrollen

4. december 2009 af Jens Brogaard

Der var engang hvor viden var lig magt. Med andre ord, viden var værdifuld sålænge man beskyttede den mod andre og kun brugte den i egeninteresse. Uden tvivl en af de største barrierer der var for videndeling når man skulle overbevise om knowledge managements velsignelser.
 
Selvom der i dag er fokus på individualismen er det næsten dinosaueragtigt at ville påstå, at viden er magt. Det er hvad den enkeltes viden bidrager med til fællesskabet der udgør forskellen. Man kunne næsten hævde, at hvis man ikke deler sin viden er det et tegn på at man har for lidt af den.
 
Det er så her et helt nyt videndelingsproblem viser sig. “Videndelere” der tror de deler information der er værd at dele med fællesskabet. Vi kender den efterhånden alle, “jeg laver kaffe”, “jeg er sur”, “jubii, snart fredag” osv. (gæt selv hvor de eksempler stammer fra). Eller Ekstrabladet der er nødsaget til at lukke af for diskussioner fordi folk har et andet regelsæt i den virtuelle verden end i den fysiske når det drejer sig om religion eller kendte personligheder.
 
Denne rettighed til at vidensprede har også særdeles positive sider. Hele open source miljøet er afhængig af det; muligheden for innovation via fælles digitalt samarbejde på tværs af verden, ikke mindre kan gøre det, ses når idéer skal modnes – www.millionbrains.com – når bøger skal skrives – www.charlesleadbeater.net – eller når produkter skal udvikles – www.chromium.org.
 
Denne “open” tilgang har fået nogen konsekvenser. Hvor man i videnmagt-tidsalderen skulle stole på at kilden til viden ikke løb tør og at andre ikke løb med æren, så skal man i dag stole på at viden opstår når man slipper kontrollen. At slippe kontrollen med dem der bidrager med dokumenter til et vidensystem og endda at slippe kontrollen med dem der kan rette i ens viden selvom man har det kært.
 
Hele tanken om at slippe kontrollen hviler på at man derved øger chancen og uforudsigligheden for at kreativitet og innovation kan opstå. Som individualist er man ingenting uden at være et tandhjul, der samarbejder på lige fod med andre tandhjul.

Succesfuld KM – tænk langsigtet,
tænk i systemdynamikker

17. september 2009 af Jens Brogaard

Efterhånden er Knowledge Management en gammel disciplin, og i bagklogskabens klare lys vil jeg gerne slå et slag for en tankegang – et værktøj, der kan øge dine KM succes. Og nej, du skal ikke overføre +5$ til mig.

De der har læst The fifth discipline: The Art and Practice of the Learning Organization af Peter Senge, 1990 (én af KM “biblerne”), kan huske at én af de fem discipliner for at udvikle den lærende organisation var systems thinking (og for de nysgerrige de resterende: personal mastery, mental models, shared vision og team learning). Kort sagt går det ud på at se problemstillinger, løsninger, relationer og processer som ét samlet hele. Der er måske ikke så meget nyt i at se verden holistisk, men ikke desto mindre er det ofte denne helhed, som umærkeligt kommer snigende i en travl hverdag med quick-wins, tommelfinger-regler og forhastede beslutninger.

F.eks. kan man vha. system-tænkning opdage, hvorfor man ikke skal give rødvin som belønning for at videndele, og hvorfor storrumskontorer reducerer videndeling. Således kan velmenende initiativer virke stik modsat ens intentioner, og man undrer sig over at videndelingsplanerne ikke har den ønskede effekt. Tænker man derimod systemmæssigt over alle indvirkende faktorer og sætter dem i relation til hinanden over tid, vil man hurtigt se ulemperne – som jeg gerne afslører i denne blog, hvis du beder om det i en kommentar. 

Således kan/bør man skitsere ens videnstrategi som én sammenhængende model, der indvirker på de forskellige elementer – enten selvforstærkende eller balancerende. Ad den vej kan man søge at opnå såkaldte positive spiraler og modsat undgå at enkeltelementer har en negativ indflydelse og får hele systemet til at havne i en negativ spiral. Det kan lyde abstrakt og teoretisk men en afart af system-tænkning er f.eks. filosofien om Kaizen, en (Toyota) metode til konstant at forbedre produktionsapparatet og som senere bliver genopdaget på det personlige plan af Anthony Robbins (Lessons in Mastery).

Jeg vil ikke kopiere de mange sider man kan finde til en introduktion af Systems thinking på Nettet men husk, det drejer sig ikke nødvendigvis om at have fuld information og tro man kan forudsige alle handlinger – ”Mastery does not mean having a plan for the whole, but having an awareness of the whole.” Peter M. Senge. The Dance of Change, 1999.