Management innovation som svar på Ideas Management
Meget er skrevet om innovation, og hvor vigtigt, men flygtigt innovation er. Som resultat har mange virksomheder implementeret det, som de kan bedst og intuitivt føler størst tryghed ved. En stringent innovationsproces, oftest i form af en stage-gate model, som taler til det rationelle i os alle. Men flere virksomheder er ved at få øjnene op for problematikken ved ideas management – forsøget med at styre ideer gennem en lineær proces. For at forstå de underliggende årsager af problematikken deler jeg her innovationsprocessen op i tre faser: idégenerering, eksekvering og implementering. Min erfaring som rådgiver indenfor området siger, at der oftest fokuseres mest på eksekvering, mindre på implementering og mindst på idégenerering. Hvorfor dette?
Svaret kan ligge i, at få virksomheder i Danmark har en formel definition af innovation. En definition, som bringer klarhed over ledelsens anskuelse af innovation og hvordan innovation skal relateres til strategien. Resultatet er på den ene side, at innovation så primært vil blive defineret gennem hvad det ikke er – til stor frustration for engagerede medarbejdere – og på den anden side, at det er Tordenskjolds soldater, som involverer sig i innovationsprocessen – til stor frustration for ledelsen.
Den manglende definition er også et udtryk for, at ledelsen ikke forstår eller aktivt har forholdt sig til innovation, men ofte skubber ansvaret for innovation ned i organisationen, heraf det primære fokus på eksekveringsfasen. Grundet denne fases projektorientering vil tendensen være, at ideer og projekter slås over én kam, resulterende i, at gode ideer falder i beslutningsfasen mellem de enkelte stage-gates og at virksomheden over tid mister evnen til at producere radikal innovation.
Et andet problem ved en manglende definition er, at værdien af innovation bliver svært at måle grundet den manglende helhedsbetragtning af innovationsprocessen. Resultatet er, at der ikke opsamles den læring, som de enkelte delfaser byder på og som skal inddrages før næste gennemløb. Den afledte effekt er en organisation, som er alt andet end en learning organization. Og den manglende forbindelse til virksomhedens strategi resulterer i, at det ikke bliver synligt, hvilken værdi innovation har for virksomheden.
Den gode nyhed er, at det er muligt med relative små initiativer at forbedre virksomhedens innovationsproces og gøre organisationen mere innovativ. Og som i så mange andre tilfælde spiller ledelsen en væsentlig rolle. Jeg mener, at der bør sættes ind på fire områder:
-
Formulér en relevant definition af innovation for at skabe klarhed over, hvordan innovation for-ventes at bidrage til virksomhedens strategiske mål for at spændet mellem den nuværende og fremtidige strategiske position reduceres
-
Lad bestyrelsen tage ejerskab af innovation og budgetallokering hertil, medens direktionen fokuserer på optimeringer og besparelser. Det sender det budskabet om, at vækst og innovation fort-sat er vigtigt, men at det er hele organisationens fælles ansvar
-
Udpeg ambassadører i ledelsen for ideer, som skal plejes og skærmes mod for tidligt at blive formuleret til egentlige projekter
-
Endelig opdel og mål den samlede omsætning, hvis produkt eller service, i indtægter fra hhv. nye og eksisterende produkter, så værdien af innovation bliver synlig og kan gøres til genstand for kommende perioders budgetallokeringer.
Den underliggende fællesnævner for ovenstående er, at danske virksomheder bliver nødsaget til at se på deres ledelsesstil, herunder innovationsprocessen. Dette i sig selv vil kræve en innovation på ledelsesniveau – en management innovation. Så bolden gives hermed op.
Frode Lundsten er MBA og Associeret partner i INNOVISOR.
Danske virksomheder er på
vej mod åben innovation
De fleste danske virksomheder siger, de har en åben innovationsproces. Men processen er ikke nok. Der skal ledelse til at skabe en kontekst, hvor spontane innovationsmiljøer kan opstå.
Alle har en fortolkning af ordet innovation. Det bruges i flæng og som prædikat for alt nyt, kreativt og anderledes. En søgning på Google giver langt over 100 millioner hits på søgeordet innovation. Et tal som er vokset med 42 % siden april i år, så interessen er stor. Jeg har i forbindelse med min MBA afhandling undersøgt danske virksomheders tilgang til åben innovation, og bringer her nogle af dens konklusioner.
Det går da meget godt
Innovation er en væsentlig faktor for Danmarks og danske virksomheders fremtidige vækst og konkurrenceevne. Samtidig er det anerkendt, at innovation er svært og kræver mere end blot en strategi, proces, organisering, samarbejde eller læring. At det er samspillet mellem faktorerne, som gør udslaget.
Jeg valgte at måle danske virksomheders innovationsevne ud fra samspillet mellem de førnævnte fem faktorer. Resultatet var en meget gennemsnitlig dansk position. Positionen giver ikke anledning til at råbe ”krise”, men giver heller ikke forhåbninger om store kvantespring for dansk erhvervsliv. Er vi lullet i søvn? Kan vores innovationsformåen forbedres? Og hvordan?
Vi er da alle enige eller
Jeg var overrasket over, at danske virksomheder ikke har en formel definition af innovation. Det er et problem hvis der ønskes en indsats fra alle i en organisation. En manglende definition kan resultere i en manglende fokusering af virksomhedens kreativitet og kollektive intelligens. Mange ansatte i de adspurgte virksomheder vidste ikke om deres idé var i tråd med virksomhedens innovationsstrategi eller ej og undlod derfor at komme med den. Tordenskjolds soldater bliver dermed de innovative og resten af organisationen er hægtet af.
De fleste adspurgte virksomheder nævnte innovationstragten, som deres innovationsproces med dertilhørende procedurer for, hvordan en idé kan konkretiseres fra tragtens indgang til at realiseres ved udgangen. Få havde derimod et svar på, hvad der konkret blev gjort for at skabe en kontekst af videndeling og samarbejde på langs af tragten, dvs. hvordan man brugte den innovationsevne, der findes i virksomhedens interne og eksterne netværk – den åbne innovation.
Hvis danske virksomheder skal have succes med åben innovation kræver det: En definition af og struktureret tilgang til innovation, en åben og gennemsigtig innovationskontekst, som opfordrer til anvendelsen af interne og eksterne netværk, samt en fleksibel innovationsproces. Det er danske virksomheder heldigvis opmærksomme på. De mangler et stykke vej endnu, og det kræver en fokuseret ledelsestilgang at nå til vejs ende.
Frode Lundsten, MBA, associeret partner i INNOVISOR


Posts
Nye kommentarer