Forfatter arkiv

Enterprise 2.0 bygger bro mellem smådrift og stordrift

15. marts 2011 af Finn Breddam

Traditionelt har små (nystartede, innovative, kreative) virksomheder haft en stor fordel mht videndeling: ofte sidder alle i det samme rum, alle har en tilknytning til den egentlige produktudvikling, og der er en høj grad af fælles forståelse for virksomheden, produktet, målgruppen etc. Det er nemt at spørge ud i rummet: “Hvordan er det lige man …” Eller “Hvem ved .. ” Eller “Hvor kan jeg finde noget om …”

Uformel, bredspektret videndeling med kort afstand fra problem til løsning: det giver hurtig udvikling med høj kvalitet.
Den slags virksomheder går ofte fallit, eller i stå, efter det første trin på vækststigen mod specialisering og “effektivisering”: når igangsætteren drukner i bogholderi, ansættelsessamtaler, mødereferater og annoncedesign. Og begynder at ansætte specialister til opgaverne – som til gengæld ikke forstår produktet og markedet – uden at opruste mht. systematisk videndeling og koordination.

“Smådriftsfordelene” fortoner sig – men stordriftsfordelene er svære at nå, de kræver tid: specialisering og integration/koordination mellem specialisterne. Et helt andet niveau af både kompetencer og kapital.
 
I den anden ende af spektret har den store, gamle virksomhed alle stordriftsfordelene. Til gengæld er en hyppig dødsårsag “kompleksitetsdøden”: det er her vi taler om videnssiloer og suboptimering, om de alt for mange adskilte IT-systemer, om den organisatoriske afdeling som en videns- og kommunikationsmæssig opdeling (barriere). I karikaturform: halvdelen af tiden går med at koordinere og planlægge de møder, der tager den anden halvdel af tiden. Og ingen ved, hvad de andre ved.
 
Her kommer “enterprise 2.0″ ind som en faktor, der potentielt omformer hele billedet: den lille virksomhed får hjælp til at eksplicitere (nedskrive) og organisere sin viden, og dermed gøre den “findable” og åben for fx den nyansatte specialist. Her spares ikke bare tid og undgås forkerte beslutninger – der opnås en række af de fordele mht systematik og konsekvens, som ellers har været forbeholdt de store/gamle virksomheder med indarbejdede rutiner. Fx kvalitetsstyring og dokumentation.

Den store virksomhed får modsat en række af de typiske smådriftsfordele: det bliver fx nemt at “råbe sit spørgsmål ud i lokalet” gennem en mikrobloggingsfacilitet a la Jammer/Twitter til et relevant forum, på tværs af geografi og organisation – det giver en hurtighed og fleksibilitet i problemløsningen, en “agilitet” som ellers har været forbeholdt de små/nye virksomheder hvor alle ved hvem der ved hvad.
 
Til gengæld får begge typer af virksomheder naturligvis nye problemer: man kan bruge meget tid på at mene noget om mange ting på et diskusionsforum, og den der helt opgiver informationssøgning fordi det er nemmere at stille spørgsmål på nettet og sætte alle kollegaerne i gang med at svare, kan blive en dyr medarbejder. Tilsvarende er brugernes mere eller mindre gennemtænkte “tagging” ikke nogen erstatning for et velstruktureret videnssystem. 

Men springet fra “smådrift” til “stordrift”, eller minefeltet mellem dem, får en helt anden karakter i kraft af “enterprise 2.0″ – hvis man kan styre det.
 
Alt dette, eller kernen af det, hørte jeg pludselig mig selv sige i mandag formiddag ved det første af seks møder i en ny serie om “enterprise 2.0″ i VidenDanmarks erfa-gruppe om SharePoint. Og Bent Schou bad mig viderebringe pointen; det er hermed gjort. Så har jeg da sagt tak for en god dag. SharePoint-gruppen (videngruppe i VidenDanmark) fik en god start på en ny fase med nye spændende deltagere, og med Peter Malling som oplægsholder og leder for en ny form, en struktureret blanding af præsentation, workshop og diskussion i en ramme af 6 arrangementer. Det kan anbefales. Læs mere på videndanmark.dk.