Forfatter arkiv

Skru op for udveksling og produktion af viden med en ErhvervsPhD

9. april 2008 af Dorte Madsen

En ErhvervsPhD er ikke blot ekspert i et indhente og fremtrylle ny viden. Hun er også ekspert i at omsætte denne viden til praksis ude i en virksomhed. Derfor er en erhvervsPhD ’er en fantastisk brobygger mellem forskning og erhvervsliv. Og derfor skal vi have flere. Mange flere.

Det mener en tænketank under Danmarks ErhvervsforskningsAkademi (DEA), og det mener Helge Sander. Frem til år 2012 afsættes derfor yderligere 300 mio. kr. til formålet på finansloven. Det er regeringens mål at skabe øget videnspredning gennem flere højtuddannede, flere patenter, mere kommercialisering og mere formelt samarbejde og netværksdannelse mellem erhvervslivet og den offentlige forskning.

Det unikke ved ErhvervsPhD’erne er, at de kan levere det hele på én gang. Når en virksomhed ansætter en ErhvervsPhD, får den ikke bare den viden, som kandidaten har med sig fra uddannelsen. Den får også adgang til ny viden, som virksomheden kan bruge i sin udvikling. Samtidig får universiteterne ny viden tilbage fra erhvervslivet, fordi ErhvervsPhD’en bygger bro mellem de to verdener.

I Danmarks Erhvervsforskningsbarometer 2007/2008 præsenterer DEA og DJØF – nu for tredje år i træk – et overblik over forskningssamarbejdet mellem de humanistiske og samfundsvidenskabelige institutter på landets universiteter, dansk erhvervsliv og offentlige institutioner. Igen i år sætter Erhvervsforskningsbarometeret særligt fokus på virksomhedernes udbytte af samarbejdet.

Det er spændende læsning for folk med særlig interesse eller særligt ansvar for innovation, videndeling eller læring. For Danmarks Erhvervsforskningsbarometer 2007 konkluderer bl.a. at

1. Erhvervsforskningen styrker innovationen
2. Små og mellemstore virksomheder får innovativt input ved at samarbejde med universiteterne
3. Erhvervsforskning giver resultater på bundlinien og styrker virksomhederne strategisk
4. Potentialet for øget erhvervsforskning er stort

Initiativet til et erhvervsPhD -projekt kan komme fra tre sider, nemlig den studerende, universitetet og virksomheden. Forsknings- og Innovationsstyrelsen giver et løntilskud til virksomheden for at ansætte kandidaten og betaler desuden universitetet for at vejlede. Løntilskuddet til virksomhederne er på til 12.500 kr. pr. måned eller 450.000 kr. for hele perioden.

Læs mere på: www.erhvervsphd.dk www.dea.nu