Enterprise 2.0 på fremmarch
21. august 2009 af Charlotte Winther
Ifølge AIIM (Association for Information and Image Management, også kendt som “the enterprise content management – ECM – association”) er der sket en markant stigning i forståelsen af, hvordan Web 2.0 teknologier såsom wikis, blogs, diskussionsfora og sociale netværk kan bruges til at forbedre samarbejde og videndeling i forretningssammenhæng.
En nylig undersøgelse viser, at en fjerdedel af de adspurgte virksomheder er i gang med at implementere Enterprise 2.0 værktøjer i hele deres organisation. Dette er en fordobling i ft starten af 2008, hvor det kun var 12% af virksomhederne. Kun 17% af virksomhederne indrømmer ikke at kende noget til Enterprise 2.0 teknologier, imod 40% i starten af 2008. Derimod mener 50% af videnmedarbejderne i dag, at Enterprise 2.0 er vigtig eller meget vigtig for deres forretningsmål og succes.
Dette er jo en markant udvikling. Enterprise 2.0 kan således ikke længere siges at være for de indviede, det er lige så stille ved at være noget, der bare skal på plads. Tendensen er tydelig. På en international intranetkonference i Amsterdam i maj diskuterede man således ikke, hvorvidt man skulle bruge de sociale medier, men udelukkende hvordan. Eneste nedslående nyhed er, at 71% af de adspurgte mener, at det fortsat er lettere at lokalisere ”viden” på internettet frem for de virksomhedsinterne systemer.
Måske er vi endelig ved at få nogle systemer, der understøtter den menneskelige adfærd, således at vi som brugere ikke længere i nær så høj grad skal tilpasse os systemerne. Og så skulle det gerne efterhånden bliver nemmere at lokalisere den virksomhedsinterne viden.
Omvendt kan vi konstatere, at virksomhederne endnu engang halser efter udviklingen. Web 2.0 fungerer fortræffeligt i privatsfæren, hvor den kan blomstre vildt og frodigt, og hvor kun fantasien sætter begrænsninger. I virksomhedsintern sammenhæng bliver det – pga af en lang række hensyn – en nogen mere tandløs affære.
Kan Enterprise 2.0 overhovedet fungere efter hensigten? Jeg mener klart ja. Virksomheder er (som så meget andet her i livet) i bund og grund noget rod – og alverdens systemer kan ikke ændre på denne realitet. Med Enterprise 2.0 bevæger vi os i retning af nogle systemer, der kan understøtte den grundlæggende menneskelige virkelighed.
Vanebrydning
6. maj 2009 af Charlotte Winther
Oticon gjorde det, Lego har gjort det, og sikkert også andre – vendt en synkende skude til fornyet succes. De var godt nok nået næsten ud over afgrunden før de fik taget de afgørende skridt – men de gjorde det. De tog deres kunder alvorligt og fik skubbet til den herskende selvopfattelse og de indgroede vaner blandt ledelsen såvel som de ansatte. Nye metoder blev taget i brug, nyt fokus og nye planer blev etableret og iværksat.
En ting er at ændre sine egne vaner, noget andet at ændre en hel organisations vaner. Hvor starter man, hvordan vender man bøtten og får sat en ny retning, som alle kan forstå og være med på? Som ledelse må man gå foran og vise vej. På det personlige plan skal man kunne tænke det før man kan gøre det. Man skal visualisere ændringen og gøre den konkret. Den helt store udfordring er, at 90% af det vi tænker og gør er det samme som i går. Det er så nemt at gøre og blive i det velkendte. For mange er det er skræmmende og angstfremkaldende at prøve noget andet. Man skal have en ide om, hvor man skal hen for at bevæge sig ud på ukendt grund. Men når man står ved afgrunden er der ikke så mange valg.
Jeg er af den opfattelse, at hvis ledelsen har en meget præcis strategi, kommunikerer den klart og tydeligt igen og igen, og sætter entydige retningslinjer for forandringen, så er man godt på vej. De ansatte skal have et krystalklart billede af, hvad de skal holde op med og hvad de skal gøre mere af. Den enkelte skal kende og forstå sit råderum og have en ide om, hvormed han/hun helt konkret kan bidrage. Med andre ord, informationerne skal indlejres i den enkelte og dermed blive til viden – så får man den nødvendige selvtillid og modet til at agere og gøre en forskel.
Lego vandt årets vanebryderpris – og det er velfortjent. De droppede de fine strategier til fordel for en handlingsplan der bogstavelig talt kunne stå på én side. De inddrog og gav plads til medarbejderne, fik kontakt til deres kunder og genopdagede deres eksistensgrundlag. Kort sagt, de indførte nye vaner. Det gav pote efter fem seje år.
I disse krisetider var det måske en ide at gøre det til en vane at bryde vores vaner. Hvis man ikke udfordrer sin hjerne går den på standby – og så får man bare mere af det samme, som ikke virkede.
Hvad er viden?
20. februar 2009 af Charlotte Winther
Kan jeg blive kvantefysiker ved at læse det fulde pensum i kvantefysik – eller blive verdensmester i golf ved at læse bøger skrevet af Tiger Woods? Svaret på disse lettere tåbelige spørgsmål er selvfølgelig nej. Jeg ville helt sikkert have store vanskeligheder ved at transformere det skrevne til noget praktisk anvendeligt – hvis jeg ellers overhovedet kunne forstå bøgerne. Jeg ville mangle hele den eksperimentelle tilgang – afprøvningen af teorien i praksis. Med mindre jeg var et naturtalent ville jeg få brug for nogen, der kunne sætte informationerne ind i en sammenhæng og give dem mening – en læremester.
Selvom jeg dagligt bliver bombarderet med information kan jeg ikke nødvendigvis bruge det til noget. Uden evnen til at filtrere, sortere og strukturere kommer jeg ikke ret langt. Kun når information sættes ind i den rette sammenhæng kan vi bruge den – og dermed blive klogere. Når information giver mening bliver det til viden, som vi kan agere på.
Nogle prøver at ignorere de moderne medier – andre prøver på at følge med på alle mulige fronter. Begge parter er formodentlig frustrerede. Den vigtigste kompetence i forhold til moderne medier er at bruge dem på måder, der er velegnede i konkrete situationer. Man skal lære at bruge de kanaler, der bedst imødekommer de behov man har.
På arbejdet bruger jeg SharePoint og dets mange kanaler til at holde styr på mine projekter og være opdateret om, hvad der foregår i virksomheden. Jeg læser avis – gerne på nettet – hører radio og ser tv, så jeg kan følge med i stort og småt i verden omkring mig. Jeg går på nettet for at finde supplerende oplysninger. Jeg bruger min mobil til at være i kontakt med min familie, mine venner og mine kolleger. Jeg bruger facebook til at være i virtuel kontakt med venner og bekendte (mine skole- og studiekammerater er fx blevet spredt ud over hele verden). Jeg mødes og er sammen med familie, venner og kolleger for at tale om store og små problemer, vende verdenssituationen og drikke en kop kaffe. Alt i alt bruger jeg forskellige medier til at holde mig opdateret, søge råd og vejledning, få overblik, og – i heldigste fald – opnå indsigt. Og det er vel det, viden handler om?
Man kan se på alle disse måder at kommunikere og tilegne sig information og viden som en konstant udfordring der ødelægger ens hverdag, eller som nye muligheder der kan gøre hverdagen sjovere og rigere på indhold. Det er i bund og grund op til dig selv.
Den kloge narrer den mindre kloge
– eller bliver vi bare aldrig klogere?
18. december 2008 af Charlotte Winther
Først var der den 11. september og nu Stein Bagger affæren – uden sammenligning i øvrigt. Og der kan sikkert nævnes andre eksempler på tilsvarende situationer, hvor advarselslamperne burde have fået os til at reagere – men vi ser det først i bagklogskabens ulidelige klarhed. Ser vi ikke skoven for bare træer, mangler vi evnen til at se et mønster i et bevidst manipulerende puslespil, eller ønsker vi at lade os narre?
Lad os dvæle lidt ved Stein Bagger-sagen, der i den grad formår at optage vores kollektive bevidsthed. Blev vi forført af et tilsyneladende forretningsgeni? Eller var svindlen så usandsynlig at vi ikke kunne få os selv til at tro på det? Noget af det jeg finder interessant i denne sag er, hvorledes en blog kunne afdække svindlen – men ikke få korthuset til at falde sammen. De første spæde insinuationer på Dorte Tofts blog gik stort set upåagtet hen i godt et halvt år. Senere væltede kommentarerne ind på hendes blog, og det føg med hårde beskyldninger igennem 3-4 måneder. Illusionen brast dog først da Stein Bagger tog flugten – resten af historien har haft kæmpe mediebevågenhed.
Selvfølgelig skal en blog ikke være en gabestok. Men jeg tror, at vi fremover vil se, at virksomheder vil blive holdt i skak af den debat, der strømmer rundt via blogs og andre sociale internetmedier. Man må som virksomhed acceptere at blive kigget i kortene på denne måde – og vænne sig til at skulle håndtere disse debatter på en professionel måde. Så måske vi alligevel ender med at blive lidt klogere.
KM Olympics
18. september 2008 af Charlotte Winther
Husker du meget andet fra de Olympiske Lege i Beijing end den flotte åbningsceremoni, måske med undtagelse af nogle enkelte højdepunkter? Jeg tror desværre, at det er de færreste, der føler sig inspirerede til at overgå sig selv her blot nogle få uger efter, at de store sportshelte er rejst hjem fra Kina. Med mindre de selv er trukket i sportstøjet, har lagt et realistisk træningsprogram og fået indarbejdet nogle regelmæssige rutiner.
På forsiden af Inside Knowledge i maj 2008 var der en historie fra Eureka Forbes, hvor de har brugt et selv-udviklet ”Knowledge Olympics” koncept til at kick-starte deres knowledge management program. Ideen er at lade forskellige områder konkurrere med hinanden inden for tre forskellige hoveddiscipliner: Challenger Series, Sprints, Other events. Eureka Forbes gjorde det i 2004, Inside Knowledge opfordrede andre til at hoppe med på vognen under de Olympiske Lege i Beijing.
Jeg kan sagtens se en række fordele ved et sådant initiativ. Det er sjovt og inspirerende, og mange mennesker bliver involverede. Folk tager ejerskab til deres udfordringer inden for knowledge management i stedet for at overlade ansvaret til knowledge management teamet. Men hvis knowledge management ikke indarbejdes i forretningsplanen og gøres til en integreret del af forretningsprocesserne, så tror jeg desværre ikke, at en kampagne kan gøre en forskel.
Arbejdsprocesserne i et område skal være klare og gennemskuelige, også for omverdenen. Det skal være nemt at komme med nye forslag – fx til løbende forbedringer – og gennemsigtigt at se, hvad der kommer ud af det. Det skal være en del af kulturen at rose hinanden, fx når man har taget en ekstra tørn på tværs af fagområder eller gjort en særlig – selv begrænset – indsats, der gør arbejdet nemmere for ens kolleger. Man kan højne fællesskabsfølelsen fx ved at dele historier, der er relevante for ens område. Hvis nogle af disse basale ting er på plads – eller er ved at komme på plads – så kan det sikkert være en rigtig god ide at gennemføre en tilbagevendende begivenhed som KM Olympics.
Hvad tror du selv mest på: en kampagne med jævne mellemrum eller det lange seje træk – eller både og?
Er Knowledge Management på vej ind eller ud?
25. marts 2008 af Charlotte Winther
Knowledge Management (KM) var en hip trend i 1990’erne. Nu står KM ved en skillevej – er disciplinen ved at blive mainstream, og dermed en blandt mange ledelsesdiscipliner, eller er den på vej helt ud som ledelsesdisciplin?
Knowledge Management har været hele vejen op og ned igen af hype-kurven. Det er min opfattelse, at KM nu er på vej op af ”den lange hale”, dvs på vej til at blive en integreret del af ledelsesspektret. Således er KM langt om længe ved at finde sin sande berettigelse. Lakmusprøven er, at KM efterhånden ofte forekommer ”i forklædning”, nemlig som en integreret del af andre ledelsesdiscipliner, fx Human Resource Management.
Mange har problemer med begrebet KM. Videnledelse som begreb går an, men hvordan kan man styre noget der sidder mellem ørerne på folk? Viden er som vand: det har sine egne veje og flyder derhen hvor det nemmest kan komme til, men ikke nødvendigvis derhen hvor det gør mest gavn. KM skal bidrage til, at den rette viden er tilgængelig på rette tid og sted.
I teoretisk forstand består videnkapital – eller intellektuel kapital – af humankapital (den viden der er indlejret i de ansatte, erhvervet gennem uddannelse og erfaringer), relationskapital (den viden der er indlejret i virksomhedens eller organisationens relationer med sine interessenter) samt strukturkapital (den viden der er indlejret i processer, systemer, skrevne og uskrevne regler osv; somme tider beskrevet som den viden der bliver på arbejdet når de ansatte går hjem). Ofte udgør intellektuel kapital en meget stor del af virksomhedens markedsværdi – efterhånden er en andel på over 80% ikke usædvanligt. Strukturkapitalens andel heri er desuden ofte undervurderet.
Ikke desto mindre – eller netop derfor – er det lykkedes dygtige IT-folk at sælge utallige IT-systemer som vidensystemer. Viden er en svært håndterbar størrelse og IT må være løsningen på vores problemer med at håndtere store mængder viden … Et langt stykke ad vejen er det lykkedes, men der er på denne konto også blevet spildt rigtig mange penge. Derfor er der blandt nogle topledere en vis skepsis over for KM.
Så er vi tilbage til kernen i KM – nemlig den rette balance og det rette samspil mellem de forskellige dele af den intellektuelle kapital. Og omdrejningspunktet er – ganske rigtigt – den menneskelige faktor. KM har sin rod i det vi har mellem ørerne.
Derfor er der behov for nytænkning og nye måder at integrere KM i vores organisationer. Hvem har ansvaret for KM? Det er en strategisk ledelsesdisciplin, der kan forankres tæt på topledelsen, men efterhånden nok snarere som en del af udviklingsafdelingen eller HR-afdelingen. Det vigtigste er, at KM bliver tænkt ind i alle vores processer og i alle dele af organisationen. Det ultimative mål må være – når vi har med videnarbejde at gøre – at enhver leder er en dygtig videnleder. Og så behøver vi måske slet ikke at tale om KM.
Det sure med det søde
22. oktober 2007 af Charlotte Winther
”Du skal yde før du kan nyde”, ”Det skal gøre ondt før det bliver godt”, ”Hver ting til sin tid”. Disse fraser er velkendte, men er heldigvis begyndt at skurre lidt i vores ører. Ikke desto mindre gennemsyrer de stadig vores hverdag. Vi er effektive som få andre nationer når vi er på arbejde. Hertil kommer, at de fleste er aktive på hjemmefronten og har indtil flere fritidsaktiviteter, bijobs, tillidshverv mm. Men når der skal kobles af, så skal der kobles helt af, helst med hovedet under armen og rigelige mængder af alkohol.
Denne adskillelse af alvor og sjov grundlægges allerede i skolen. Tilegnelse af viden skal foregå i nøje afmålte lektioner presset ind i et stramt skema, efterfulgt af leg og fornøjelse i fritidsinstitutionen. På arbejdspladsen er det samme tendens. Der bliver knoklet, og der skal helst ikke være for meget ustruktureret snak eller forstyrrende og overraskende indslag. Møder foregår efter faste dagsordner og alting er timet og tilrettelagt, også selvom det nogle gange er til at falde i søvn over.
Men hvorfor er det lige at det ikke skal være en fest at gå i skole og på arbejde? Vi forstår og husker meget bedre når der tages forskelligartede midler i brug, især overraskende midler. ”Det er den der arbejder, der lærer” har en klog kvinde sagt. I folkeskolen er lærerne på hårdt arbejde hver dag, og sikken de lærer (men ikke nødvendigvis fra sig). Det må gerne gøre lidt ondt at lære noget nyt, men det må da også gerne være sjovt.
Fra idrættens verden ved vi, at det skal være sjovt for at vi holder ved. At dyrke motion kun af ’alvorlige’ grunde (såsom at tabe sig, fordi det er sundt osv) holder ikke i længden.
Videnskab og kunst har vi også skilt ad. Dette kan bl.a. eksemplificeres ved udskillelsen af Den Kongelige Kobberstiksamling fra Det Kongelige Bibliotek til Statens Museum for Kunst. Hver ting for sig.
Jeg har selv oplevet heldagsskole fra jeg var 5 år, og jeg elskede det. Leg og læring i praksis (det var en meget fremsynet skole). Så kom jeg til Danmark, og lærte ikke at forvente alvor og fornøjelse i skøn forening. Indlæring og sjov skal helst ikke blandes sammen, forsøg herpå bliver omfattet med betydelig skepsis, selvom visse tendenser til optøning er på vej. Herunder opblødningen af stive faggrænser.
Problemet med disse indgroede ’vaner’ – der i praksis adskiller leg og læring – er, at de hører industrisamfundet til. Hvis vi for alvor vil favne vidensamfundet må vi gøre op med denne form for vane- og systemtænkning. Vi skal kunne rumme langt mere komplekse problemstillinger, og finde dertil hørende løsninger. Innovationskraft vokser ud af nye måder at gøre tingene på, i skolen såvel som på arbejdet.
Posts
Nye kommentarer