Danmark rykker!
26. august 2010 af Charlotte Winther
Nu rykker vi, ikke bare ind i 2.0-samfundet, men helt ind i 3.0-samfundet, hvad det så end er, men vi rykker! Inden 1. november får vi i hvert fald en køreplan for digitaliseringen af Danmark. Og alle kan være med. Dét er måske et fremskridt i sig selv, men ellers synes jeg, at jeg har hørt det før. Lad os nu se – et bredt sammensat panel af 21 it-tænkere fra både den offentlige og private sektor er blevet bedt om en køreplan, som kan give beslutningstagere på alle niveauer i samfundet de bedste muligheder for at anvende informationsteknologien bedst muligt. Det lyder jo meget godt.
De 21 tænkere skal ikke blot tænke selv men tænke med i debatten og i en række tema-seminarer. Der er udpeget fem centrale politikområder, som både nu og i fremtiden indebærer væsentlige udfordringer, og der er planlagt fem tema-seminarer i Danmark 3.0-processen:
Onsdag 1. september: Sundhed.
Torsdag 16. september: Miljø, energi og klima.
Torsdag 23. september: Iværksætteri, innovation og beskæftigelse.
Torsdag 30. september: Uddannelse og forskning.
Onsdag 13. oktober: Tryghed og sikkerhed i samfundet.
Debatten er allerede i gang, men den kan blive endnu mere livlig. Tænk bare på den mængde af muligheder der findes inden for fx sundhedsområdet: online læge-konsultationer med mulighed for at koble et kamera på, adgang til egen journal samt patient-data, hjælp til selvhjælp, forebyggende arbejde osv osv.
Du kan også deltage i den åbne diskussion på projektets hjemmeside: http://danmark3nul.dk/forum/6. Grib chancen og vær med – så kan det være, at Danmark rykker!
Videndeling – kun om uskadelig almenviden?
28. april 2010 af Charlotte Winther
At viden er magt er en offentlig hemmelighed – og 20-25 år med knowledge management har kun rykket lidt ved tingenes tilstand. Godt nok deler vi viden som aldrig før – men er det ikke først og fremmest den mere eller mindre uskadelige “almenviden”, den vi kan tåle at dele med andre uden for alvor at sætte vores magtposition på spil? Når det kommer til den forretningskritiske viden, eller den viden som er beskyttet af forretningsklausuler, så ser det jo unægtelig ganske anderledes ud. Nogle få virksomheder vover pelsen, men er det ikke først når de har opgivet at finde nye løsninger på egen hånd? Større virksomheder vover sig i ud i strategiske samarbejder med mindre mere innovative virksomheder, men det er jo netop fordi innovationskraften i større virksomheder kan være begrænset af møjsommeligt opbyggede forretningssystemer.
Min påstand er, at videndeling omkring kerneydelser og -produkter kan ligge på et meget lille sted, netop fordi denne viden er så forretningskritisk. Man vover nemmere pelsen, hvis der er tale om et nye, mere uprøvede forretningsområder, eller hvis der er tale om en sekundær ydelse eller produkt. Sådanne områder kunne fx være indpakning, fragt og opbevaring. Det er meget nemmere at samarbejde på tværs af virksomheder, når der er tale om ydelser, der ikke kommer alt for tæt på de patenterede forretningshemmeligheder.
Interne systemer kan også i sig selv virke hæmmende for videndeling. Særligt når kravene til at beskytte og dokumentere sin forretningskritiske viden er meget høje. Dette fordrer stramt styrede systemer med en meget høj grad af sikkerhed og temmelig ringe fleksibilitet. Som supplement til dette har man muligvis et meget løst styret og fleksibelt intranet, og så bliver spørgsmålet, om det kan bruges til meget andet end “uskadelig almenviden”. Det bliver i hvert fald meget vigtigt at kunne skelne mellem forskellige grader af kritisk information, følsomme oplysninger og “ufarlig” viden, også selvom det er inden for firewall’en. Jeg ser meget frem til at høre om Records Management systemer som også kan håndtere videndeling på VidenDanmark seminaret den 8.6. (Beskyt eller del jeres viden – dilemmaer og muligheder), for det er da virkelig en udfordring.
Forandringsledelse: Den store rejse, den gode historie eller den iscenesatte ceremoni?
4. februar 2010 af Charlotte Winther
Intet står stille for tiden – nye teorier, tankesæt og værktøjer pibler frem inden for alskens discipliner, ikke mindst inden for læring, innovation og videnhåndtering. De nyeste trends inden for forandringsledelse viser også tegn på nytænkning. Udgangspunktet er nedslående: for mange år siden fandt man ud af, at kun 30% af (forandrings)projekter lykkes. For nylig fandt man frem til samme resultat – så vi er altså ikke blevet meget dygtigere ud i denne disciplin.
Problemet er, at vi som mennesker elsker udvikling men hader forandring. Uanset hvor utilfredse vi er med tingenes tilstand, så er vores første reaktion på forandring: modstand. Dette må vi efterhånden lære at tage konsekvenserne af – og se i øjnene, at der er tale om flere typer og lag af modstand. Dybest set handler det om, at vi er ufatteligt dårlige til at få folk med os – vi tror groft sagt at det bare handler om træning og kommunikation – og mere af det, hvis det ikke virker i første omgang.
Forandringsledelse handler i bund og grund om at tage folk med på en rejse. Der er ingen nemme smutveje. Rejsen skal forberedes grundigt: hvad er slutmålet – helt konkret – hvilke forhindringer skal overvindes – tydeliggør dem – og hvilken rute skal vi vælge – visualisér udfordringerne undervejs. Der findes mange spændende teknikker og værktøjer, der kan tages i brug – ud over de mere traditionelle – fx visualiseringsværktøjer. Kom selv i gang med tuscherne, legoklodserne eller hvad ved jeg – og få dit forandringsteam med i processen. Eller hyr en professionel tegner, der kan visualisere jeres diskussioner, workshops mm. Det er helt sikkert, at hjernen arbejder meget bedre, opfattelsesevnen styrkes væsentligt og den fælles forståelse mangedobles ved disse øvelser.
Et af kodeordene for god forandringsledelse er involvering af brugerne. Jo før jo bedre. Man kan involvere folk på mange måder, men historiefortælling er en af de mere engarerende måder at involvere folk på. Her tror jeg ikke, at det nytter at hyre en professionel historiefortæller. Det gælder om at involvere brugerne i en fælles historie – historien om den rejse man skal ud på. Man kan fx gøre god brug af forandringsagenter, en form for ambassadører for forandringen, der med deres engagement kan være med til at skabe den gode historie om forandringsprocessen. Det ultimative er at få brugerne engageret i selve historiefortællingen.
Det sidste nye jeg har hørt om er, at forandringen skal orkestreres. Forandringslederen betegnes som en ceremonimester. Al forandring er svær, og der skal rigtig meget øvelse til at gøre en mester. Denne proces lettes ved at etablere nye rutiner og ritualer omkring selve forandringsprocessen og overgangen til den nye forandrede virkelighed.
Og hvad har alt dette så med viden, innovation og læring at gøre? Jeg mener, at det har alt at gøre. Det handler om, at vi skal blive meget bedre til at forstå, hvad der motiverer og engagerer folk, hvordan vi etablerer optimale læringsmiljøer, og hvordan vi skaber rum for nytænkning. Hvornår har du sidst fortalt en god historie?
Charlotte Winther er medlem i VidenDanmarks bestyrelse.
VidenDanmark træder ind i vidensamfundet
17. december 2009 af Charlotte Winther
Nu bliver det endnu mere spændende at være medlem i VidenDanmark. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med at bruge den nye samarbejdsplatform.
I videngruppen om SharePoint, som jeg er medlem af, har vi allerede i nogen tid benyttet Hoist-systemet til vores interne kommunikation. Med den nye version af Hoist bliver mulighederne for samarbejde og intern kommunikation væsentligt forbedret. Systemet er intuitivt og nemt at bruge og skulle gerne give inspiration og nem adgang til yderligere samarbejde og videndeling i videngrupperne.
Med dette nye initiativ er VidenDanmark for alvor trådt ind i vidensamfundet med nogle af de mange muligheder, som web 2.0 byder på.
Velkommen til!
Er intranettet en død sild?
6. november 2009 af Charlotte Winther
Er vi der render runder og udbreder os om intranettets fortræffeligheder og utrolige muligheder bare en flok jubelidioter – eller er vi bare utrolig dårlige til at få vores budskaber igennem?
At være intranetansvarlig er øretævernes holdeplads. Alle har en mening om intranettet, men det prioriteres ofte lavt af den øverste ledelse, og det kan derfor være vanskeligt at skaffe tilstrækkelige midler til et ordentligt intranet. Der er ligeledes begrænsede karrieremuligheder for intranetansvarlige.
Jeg vil vove den påstand, at det er værre at have et dårligt intranet end intet intranet. Derfor, hvis det ikke prioriteres højt, så drop det. Og hvorfor nu det? Jo, fordi hvis intranettet ikke er forretningskritisk, så har det ingen værdi. Intranettet skaber kun værdi, hvis det bruges til at løse konkrete forretningsproblemer. Det giver ikke værdi i sig selv at publicere indhold eller introducere nye, smarte features.
Men hvordan sikres det, at intranettet er forretningskritisk? En af mine foretrukne intranetguruer, James Robertson siger, at gode intranets skal fokusere på følgende hovedformål:
- Indhold
- Kommunikation
- Samarbejde
- Aktivitet
En af mine andre intranetguruer, Martin White mener ikke, at intranettet har nogen fremtid, medmindre vi sadler kraftigt om. For at have en fremtid bør intranettet være:
- Open-door
- Task-based
- Team-oriented
- People-focused
- Real-time
- Location-independant
Denne tilgang er baseret på en analyse udviklet af Jane McConnell fra NetStrategy/JMC.
Jeg er meget enig med disse intraneteksperter. Hvis intranettet ikke er en integreret del af ens daglige arbejde og en nødvendig del af centrale arbejdsprocesser, så vil intranettet fortsætte med at have karakter af noget der ligner en fritidsbeskæftigelse for jubelidioter. Og netop derfor er det så vigtigt, at intranetansvarlige opererer inden for et felt, der går på tværs af finans, HR, kommunikation og IT, og er tæt koblet sammen med forretningens kerneydelser. Hvordan ville din hverdag se ud uden noget intranet?
Enterprise 2.0 på fremmarch
21. august 2009 af Charlotte Winther
Ifølge AIIM (Association for Information and Image Management, også kendt som “the enterprise content management – ECM – association”) er der sket en markant stigning i forståelsen af, hvordan Web 2.0 teknologier såsom wikis, blogs, diskussionsfora og sociale netværk kan bruges til at forbedre samarbejde og videndeling i forretningssammenhæng.
En nylig undersøgelse viser, at en fjerdedel af de adspurgte virksomheder er i gang med at implementere Enterprise 2.0 værktøjer i hele deres organisation. Dette er en fordobling i ft starten af 2008, hvor det kun var 12% af virksomhederne. Kun 17% af virksomhederne indrømmer ikke at kende noget til Enterprise 2.0 teknologier, imod 40% i starten af 2008. Derimod mener 50% af videnmedarbejderne i dag, at Enterprise 2.0 er vigtig eller meget vigtig for deres forretningsmål og succes.
Dette er jo en markant udvikling. Enterprise 2.0 kan således ikke længere siges at være for de indviede, det er lige så stille ved at være noget, der bare skal på plads. Tendensen er tydelig. På en international intranetkonference i Amsterdam i maj diskuterede man således ikke, hvorvidt man skulle bruge de sociale medier, men udelukkende hvordan. Eneste nedslående nyhed er, at 71% af de adspurgte mener, at det fortsat er lettere at lokalisere ”viden” på internettet frem for de virksomhedsinterne systemer.
Måske er vi endelig ved at få nogle systemer, der understøtter den menneskelige adfærd, således at vi som brugere ikke længere i nær så høj grad skal tilpasse os systemerne. Og så skulle det gerne efterhånden bliver nemmere at lokalisere den virksomhedsinterne viden.
Omvendt kan vi konstatere, at virksomhederne endnu engang halser efter udviklingen. Web 2.0 fungerer fortræffeligt i privatsfæren, hvor den kan blomstre vildt og frodigt, og hvor kun fantasien sætter begrænsninger. I virksomhedsintern sammenhæng bliver det – pga af en lang række hensyn – en nogen mere tandløs affære.
Kan Enterprise 2.0 overhovedet fungere efter hensigten? Jeg mener klart ja. Virksomheder er (som så meget andet her i livet) i bund og grund noget rod – og alverdens systemer kan ikke ændre på denne realitet. Med Enterprise 2.0 bevæger vi os i retning af nogle systemer, der kan understøtte den grundlæggende menneskelige virkelighed.
Vanebrydning
6. maj 2009 af Charlotte Winther
Oticon gjorde det, Lego har gjort det, og sikkert også andre – vendt en synkende skude til fornyet succes. De var godt nok nået næsten ud over afgrunden før de fik taget de afgørende skridt – men de gjorde det. De tog deres kunder alvorligt og fik skubbet til den herskende selvopfattelse og de indgroede vaner blandt ledelsen såvel som de ansatte. Nye metoder blev taget i brug, nyt fokus og nye planer blev etableret og iværksat.
En ting er at ændre sine egne vaner, noget andet at ændre en hel organisations vaner. Hvor starter man, hvordan vender man bøtten og får sat en ny retning, som alle kan forstå og være med på? Som ledelse må man gå foran og vise vej. På det personlige plan skal man kunne tænke det før man kan gøre det. Man skal visualisere ændringen og gøre den konkret. Den helt store udfordring er, at 90% af det vi tænker og gør er det samme som i går. Det er så nemt at gøre og blive i det velkendte. For mange er det er skræmmende og angstfremkaldende at prøve noget andet. Man skal have en ide om, hvor man skal hen for at bevæge sig ud på ukendt grund. Men når man står ved afgrunden er der ikke så mange valg.
Jeg er af den opfattelse, at hvis ledelsen har en meget præcis strategi, kommunikerer den klart og tydeligt igen og igen, og sætter entydige retningslinjer for forandringen, så er man godt på vej. De ansatte skal have et krystalklart billede af, hvad de skal holde op med og hvad de skal gøre mere af. Den enkelte skal kende og forstå sit råderum og have en ide om, hvormed han/hun helt konkret kan bidrage. Med andre ord, informationerne skal indlejres i den enkelte og dermed blive til viden – så får man den nødvendige selvtillid og modet til at agere og gøre en forskel.
Lego vandt årets vanebryderpris – og det er velfortjent. De droppede de fine strategier til fordel for en handlingsplan der bogstavelig talt kunne stå på én side. De inddrog og gav plads til medarbejderne, fik kontakt til deres kunder og genopdagede deres eksistensgrundlag. Kort sagt, de indførte nye vaner. Det gav pote efter fem seje år.
I disse krisetider var det måske en ide at gøre det til en vane at bryde vores vaner. Hvis man ikke udfordrer sin hjerne går den på standby – og så får man bare mere af det samme, som ikke virkede.
Hvad er viden?
20. februar 2009 af Charlotte Winther
Kan jeg blive kvantefysiker ved at læse det fulde pensum i kvantefysik – eller blive verdensmester i golf ved at læse bøger skrevet af Tiger Woods? Svaret på disse lettere tåbelige spørgsmål er selvfølgelig nej. Jeg ville helt sikkert have store vanskeligheder ved at transformere det skrevne til noget praktisk anvendeligt – hvis jeg ellers overhovedet kunne forstå bøgerne. Jeg ville mangle hele den eksperimentelle tilgang – afprøvningen af teorien i praksis. Med mindre jeg var et naturtalent ville jeg få brug for nogen, der kunne sætte informationerne ind i en sammenhæng og give dem mening – en læremester.
Selvom jeg dagligt bliver bombarderet med information kan jeg ikke nødvendigvis bruge det til noget. Uden evnen til at filtrere, sortere og strukturere kommer jeg ikke ret langt. Kun når information sættes ind i den rette sammenhæng kan vi bruge den – og dermed blive klogere. Når information giver mening bliver det til viden, som vi kan agere på.
Nogle prøver at ignorere de moderne medier – andre prøver på at følge med på alle mulige fronter. Begge parter er formodentlig frustrerede. Den vigtigste kompetence i forhold til moderne medier er at bruge dem på måder, der er velegnede i konkrete situationer. Man skal lære at bruge de kanaler, der bedst imødekommer de behov man har.
På arbejdet bruger jeg SharePoint og dets mange kanaler til at holde styr på mine projekter og være opdateret om, hvad der foregår i virksomheden. Jeg læser avis – gerne på nettet – hører radio og ser tv, så jeg kan følge med i stort og småt i verden omkring mig. Jeg går på nettet for at finde supplerende oplysninger. Jeg bruger min mobil til at være i kontakt med min familie, mine venner og mine kolleger. Jeg bruger facebook til at være i virtuel kontakt med venner og bekendte (mine skole- og studiekammerater er fx blevet spredt ud over hele verden). Jeg mødes og er sammen med familie, venner og kolleger for at tale om store og små problemer, vende verdenssituationen og drikke en kop kaffe. Alt i alt bruger jeg forskellige medier til at holde mig opdateret, søge råd og vejledning, få overblik, og – i heldigste fald – opnå indsigt. Og det er vel det, viden handler om?
Man kan se på alle disse måder at kommunikere og tilegne sig information og viden som en konstant udfordring der ødelægger ens hverdag, eller som nye muligheder der kan gøre hverdagen sjovere og rigere på indhold. Det er i bund og grund op til dig selv.
Den kloge narrer den mindre kloge
– eller bliver vi bare aldrig klogere?
18. december 2008 af Charlotte Winther
Først var der den 11. september og nu Stein Bagger affæren – uden sammenligning i øvrigt. Og der kan sikkert nævnes andre eksempler på tilsvarende situationer, hvor advarselslamperne burde have fået os til at reagere – men vi ser det først i bagklogskabens ulidelige klarhed. Ser vi ikke skoven for bare træer, mangler vi evnen til at se et mønster i et bevidst manipulerende puslespil, eller ønsker vi at lade os narre?
Lad os dvæle lidt ved Stein Bagger-sagen, der i den grad formår at optage vores kollektive bevidsthed. Blev vi forført af et tilsyneladende forretningsgeni? Eller var svindlen så usandsynlig at vi ikke kunne få os selv til at tro på det? Noget af det jeg finder interessant i denne sag er, hvorledes en blog kunne afdække svindlen – men ikke få korthuset til at falde sammen. De første spæde insinuationer på Dorte Tofts blog gik stort set upåagtet hen i godt et halvt år. Senere væltede kommentarerne ind på hendes blog, og det føg med hårde beskyldninger igennem 3-4 måneder. Illusionen brast dog først da Stein Bagger tog flugten – resten af historien har haft kæmpe mediebevågenhed.
Selvfølgelig skal en blog ikke være en gabestok. Men jeg tror, at vi fremover vil se, at virksomheder vil blive holdt i skak af den debat, der strømmer rundt via blogs og andre sociale internetmedier. Man må som virksomhed acceptere at blive kigget i kortene på denne måde – og vænne sig til at skulle håndtere disse debatter på en professionel måde. Så måske vi alligevel ender med at blive lidt klogere.
KM Olympics
18. september 2008 af Charlotte Winther
Husker du meget andet fra de Olympiske Lege i Beijing end den flotte åbningsceremoni, måske med undtagelse af nogle enkelte højdepunkter? Jeg tror desværre, at det er de færreste, der føler sig inspirerede til at overgå sig selv her blot nogle få uger efter, at de store sportshelte er rejst hjem fra Kina. Med mindre de selv er trukket i sportstøjet, har lagt et realistisk træningsprogram og fået indarbejdet nogle regelmæssige rutiner.
På forsiden af Inside Knowledge i maj 2008 var der en historie fra Eureka Forbes, hvor de har brugt et selv-udviklet ”Knowledge Olympics” koncept til at kick-starte deres knowledge management program. Ideen er at lade forskellige områder konkurrere med hinanden inden for tre forskellige hoveddiscipliner: Challenger Series, Sprints, Other events. Eureka Forbes gjorde det i 2004, Inside Knowledge opfordrede andre til at hoppe med på vognen under de Olympiske Lege i Beijing.
Jeg kan sagtens se en række fordele ved et sådant initiativ. Det er sjovt og inspirerende, og mange mennesker bliver involverede. Folk tager ejerskab til deres udfordringer inden for knowledge management i stedet for at overlade ansvaret til knowledge management teamet. Men hvis knowledge management ikke indarbejdes i forretningsplanen og gøres til en integreret del af forretningsprocesserne, så tror jeg desværre ikke, at en kampagne kan gøre en forskel.
Arbejdsprocesserne i et område skal være klare og gennemskuelige, også for omverdenen. Det skal være nemt at komme med nye forslag – fx til løbende forbedringer – og gennemsigtigt at se, hvad der kommer ud af det. Det skal være en del af kulturen at rose hinanden, fx når man har taget en ekstra tørn på tværs af fagområder eller gjort en særlig – selv begrænset – indsats, der gør arbejdet nemmere for ens kolleger. Man kan højne fællesskabsfølelsen fx ved at dele historier, der er relevante for ens område. Hvis nogle af disse basale ting er på plads – eller er ved at komme på plads – så kan det sikkert være en rigtig god ide at gennemføre en tilbagevendende begivenhed som KM Olympics.
Hvad tror du selv mest på: en kampagne med jævne mellemrum eller det lange seje træk – eller både og?
Posts
Nye kommentarer