Forfatter arkiv

IBooks 2 – den nye lærebog er på vej

24. januar 2012 af Claus Hellmann

Roll over Gad, Gyldendal, og hvad I ellers alle sammen hedder indenfor traditionel lærebogsproduktion. Nu kommer lærebøger på iPad, og selvpublisering er mere end lige om hjørnet.

Så isen er brudt. Apple har offentliggjort sin iBooks 2, som skal revolutionere lærebøger. Endnu er det kun en spæd start, men her er tale om et højdespring fra de elektroniske bøger, som indtil i dag næsten udelukkende har været præget af skønlitteratur.

Apples nyt tiltag hænger tæt sammen med den hastige udbredelse af iPad til undervisning. I dag findes der ca. 1,5 mill iPads dedikeret til læring, og der er mere end 20.000 Apps at vælge imellem. Ikke alene iPads, men også Internettets udbredelse er med til at skabe grundlag for de nye tiltag, som sammen med en række andre tiltag er i færd med at revolutionere læring. De andre tiltag er ex. gratisuddannelser fra både traditionelle universiteter og fra nye digitale institutioner som ex. Khan’s Academy.

Det er denne nye verden iBooks 2 bryder ind i ved at tilbyde en metode til at skabe helt nye lærebøger. Apple kalder det selv for en ”ny lærebogsoplevelse med iPad”.

Billig, fleksible, opdateret og interaktiv

Vi skal på den ene side forestille os en traditionel lærebog, trykt på papir, og som koster en lille formue. På den anden side har vi en interaktiv lærebog, som transporteres i IPad’en, der kan zoomes ind og ud på siderne, og de ”døde” billeder bliver aktive, når de forvandles til en video.

Den nye tekstbog indeholder øvelser og spørgsmål, der giver lynhurtig feedback til eleven. Slideshows optræder, og i disse kan kurver ændres ved et ”touch” på skærmen.

I stedet for at skulle købe nye værker, når de gamle er blevet forældede, så kan iPad-bogen opdateres fra time til time. Der er indbyggede ordbøger til forklaring af ukendte udtryk, der kan understreges, kopieres og kommenteres, uden at siderne, som i gamle lærebøger, blev ødelagte, så de ikke kunne videresælges.

Lærebøgerne vil efterhånden dukke op på iBookstore til priser, der er uendeligt meget lavere end ved køb af trykte bøger. Der findes et lille udvalg nu via App Store.

Stadig lille udvalg, men nu kommer selv-publisering

Apple har indgået samarbejde med en række traditionelle udgivere af lærebøger, men har desuden udviklet en App til Mac (iBooks Author), som giver den enkelte forfatter mulighed for at udgive egne lærebøger. De findes allerede på Mac App Store.

Sammenhængende med disse nye tiltag, så har Apple også forbedret iTunes U App, hvor der findes en meget stor mængde gratis uddannelser/kurser fra mange forskellige universiteter. Her har studerende adgang til studiematerialer og kurser, og undervisere kan administrere deres undervisning via denne App. Herfra kan der også distribueres forelæsninger. Duke, Yale, MIT, og The Open University er allerede i gang på dette område.

HR halter bagud, når det drejer sig om sociale medier

18. august 2011 af Claus Hellmann

HR er ikke oppe på mærkerne, når det drejer sig om brug af sociale medier. Hvor nogle få virksomheder melder om succes ved brug af sociale medier til rekruttering, introduktion, fastholdelse, motivation, læring og meget mere, så er langt de fleste nølende og/eller måske uvidende. Det viser i det mindste en række både danske og udenlandske undersøgelser

På den anden side så har mange medarbejderne gang i de sociale medier. En meget stor del søger at lære nyt på en uformel måde via sociale medier, eller søger at finde nye karrieremuligheder.

Så hvor HR kunne anvende sociale medier til at styrke sin forretningsmæssige situation, og til at fremme sine strategiske arbejdsområder, så ses ofte tilbageholdenhed og nogle gange direkte negativitet.

Der er selvfølgelig altid nogle mennesketyper, der er langsomme startere. Måske hører en del HR-chefer til denne gruppe. Men hvis vi blot accepterer dette, så vil der skabes stor forskel på de yngre generationer og HR-cheferne. Forskel, som vil kunne mærkes på virksomhedernes evne til at drive deres virksomheder, fordi de yngre ikke søger hen til disse arbejdspladser.

Vi må hjælpe hinanden indenfor HR med at vække os selv, så vi griber denne nye mulighed i stedet for at skubbe den væk. Vi må søge mod de åbenlyse fordele som sociale medier kan give os, i stedet for at fokusere på de uhensigtsmæssigheder, som sociale medier, hvis ikke behandlet rigtigt, også kan give.

Vi må tænke på sociale medier som redskaber til at hjælpe os med at ex. vidensdele bedre,  skabe kontakter til potentielle medarbejdere, skabe effektive introduktionsprogrammer,  informere mere effektivt til medarbejderne, se fordele ved at bruge sociale medier til at skabe mere effektiv kommunikation, fastholde kontakt med tidligere medarbejdere, opmuntre til uformel og mobil læring og meget mere. Og vi må endelig sikre at der er konstruktive politikker omkring anvendelsen af sociale medier.

Konference om HR og sociale medier
For at sætte gang i denne udvikling arrangerer vi (en gruppe konsulentfirmaer) en konference d. 4. Oktober. Her vil vi dels præsentere en række eksempler på anvendelse af sociale medier indenfor HR, give deltagerne lejlighed til at dele erfaringer i en række workshops og endelig få tegnet et billede af hvor de sociale medier er ved at bevæge sig hen. Til det sidste har vi inviteret en af de absolutte internationale eksperter på området, Jane Hart fra England, hertil som key-note taler.

Tilmeld dig via www.socialbusinesslearning.dk

8 kritiske spørgsmål om uddannelse?

26. oktober 2007 af Claus Hellmann

Vi kan være sikre på at uddannelse og læring i fremtiden vil præges af teknologier. Men er vi klar til denne fremtid?


  1. Hvad betyder det, at der dukker medier op, som gør det muligt for os amatører at bidrage med viden, video og musik? Kan vi stole på denne information?
    
    
  2. Vi får et stadigt stigende antal gratis kilder til læringsprocesserne. Hvad betyder det for læringsøkonomien?
    
    
  3. Hvilke konsekvenser vil det få for f.eks. universiteter, gymnasier mm at læring ikke formidles via undervisere, fordi viden findes som ”fingerspidsviden” hos de studerende? Hvilken rolle skal de tidligere undervisere spille?
    
    
  4. Hvordan er det med copyright? Er vores nuværende systemer i stand til at fungere i en verden med en eksplosiv vækst af digital viden? Hvor alle kan downloade alt, hvad de skønner, de har behov for fra video, over audio til billeder og tekst.  Hvilken betydning har det for læringsøkonomien?
    
    
  5. Hvordan kan den nye læringsteknologi spredes til de dele af verden, der i dag ikke er på samme niveau som den udviklede verden? Hvem vil påtage sig ansvaret for det?
    
    
  6. Hvordan ledes læringsinstitutioner, der er i en eksplosiv vækst? Kan lederne af de højere læreanstalter skabe udviklingsenergi og fornyelse, eller vil man klynge sig til de ældre formelle strukturer? Og besidder lederne af institutionerne de nødvendige personlige lederegenskaber til at kunne tackle de mange nye krav?
    
    
  7. Er forskerne, politikerne og andre beslutningstagere i stand til at formulere de rigtige dagsordener for læring i fremtiden? Kan de beskrive de rigtige læringsbehov, som vil sikre udviklingen af vores samfund? Og hvis de ikke er det, hvem skal så gøre det?
    
    
  8. Har vi de teorier til rådighed indenfor pædagogik, læring, didaktik, kommunikation mm, som reflekterer den måde hvorpå de yngste (og digitale) generationer lærer? Eller har vi antagelser om, at de tidligere anvendte teorier også vil dække i fremtiden? Og hvad vil vi gøre når vi indser at vi tog fejl?
    
    

Claus Hellmann, Cand.merc. MBA


admin@hellmann.dk


www.hellmann.dk