Forfatter arkiv

Sociale medier kan hjælpe HR

20. juni 2011 af Brian Strde

HR er den afdeling i de danske virksomhed, som får mindst ud af sociale medier og også har de laveste forventninger til fremtidigt udbytte. Ifølge en ekspert i sociale medier er der dog masser af gevinster at hente for HR, ikke mindst i forhold til uddannelse og læring.

Sociale medier har de seneste år fået stigende opmærksomhed fra virksomheder, som forsøger at finde den rigtige formel i forhold til at bruge medier som Facebook, LinkedIn, Twitter og lignende til at styrke virksomheden. En nylig offentliggjort undersøgelse om danske virksomheders brug af sociale medier, Social Media Factbook fra SocialSemantic, viser, at virksomhederne på mange fronter forventer et stort udbytte af de sociale medier. Lidt overraskende skiller Personale & HR sig dog negativt ud. Under 20 procent af HR-afdelingerne har udbytte af sociale medier i dag, og af den resterende gruppe er det kun omkring en tredjedel, som forventer at få udbytte af sociale medier i fremtiden.”Erfaringer viser, at de sænker barrieren for kommunikation. Det er en større overvindelse at skulle skrive en artikel til intranettet, end det er at skrive en kommentar eller trykke ”I like”, og på den måde kan de sociale medier være med til at skabe involvering og engagement,” siger han

Det resultat overrasker Ole Bach Andersen fra Newsperience, som er ekspert i sociale medier. Han mener nemlig, at HR-afdelingerne kan drage meget større nytte af de sociale medier, end tilfældet er i dag.

”I dag er der primært to måder, det bliver brugt på: Employer Branding og rekruttering. I forbindelse med Employer Branding præsenterer virksomheder via medarbejderinterviews og lignende sig på for eksempel Facebook for at gøre sig interessante for potentielle medarbejdere, og i rekrutteringsøjemed bliver de sociale medier ofte brugt for at ramme unge målgrupper,” fortæller Ole Bach Andersen.

Potentiale for læring
Det uforløste potentiale i de sociale medier findes ifølge Ole Bach Andersen ikke mindst i forhold til undervisning og læring.

”Der er rigtig mange penge at spare ved at udnytte muligheden for eksempelvis at se instruktionsvideoer på nettet, følge kurser online eller deltage i webinarer. At det foregår på nettet gør det jo ikke socialt, men det er ofte de sociale medier, som udgør platformen – for eksempel når man ser instruktionsvideoer på YouTube. Dermed kobles der en social dimension på, idet man får mulighed for at kommentere, stille spørgsmål og få svar,” forklarer Ole Bach Andersen.

Det samme gør sig gældende, når man eksempelvis følger et webinar og kan chatte med de andre deltagere. Pludselig får man adgang til en masse fagfæller og eksperter, og på den måde faciliterer de sociale medier en videndeling, som ellers ville være svær og dyr at opnå.

Som et tredje eksempel gør større konferencer ofte brug af Twitter i tiden op til konferencen som kanal for information og debat, og ved at følge og involvere sig i denne dialog har man mulighed for at få adgang til viden fra eksperter fra hele verden.

Skaber involvering
De sociale medier er også oplagte værktøjer til intern videnspredning, men Ole Bach Andersen opfordrer virksomhederne til så vidt muligt at lægge diskussionerne ud i det åbne internetlandskab.

”Dialogen bliver simpelthen mere værdifuld, jo større netværk man kan inddrage i den,” siger Ole Bach Andersen, der også peger på, at man med fordel kan trække principperne fra de sociale medier ind på intranettet.

Artiklen har tidligere været bragt i Human Resources.