Få færre fede fiduser
Mange tror idéudviklingen har de bedste vækstbetingelser i teams. Men det er løgn. Ofte hæmmer teamet mere end det gavner.
Uden ideudvikling er forandring vanskelig, og uden forandring sander organisationen til. Derfor foregår der ideudvikling i små teams i stort set alle typer organisationer. En lille workshop på et par timer, hvor man lige brainer på et eller andet. Det er ganske normalt. Der har således etableret sig en holdning om, at ideudvikling i teams er formlen for succes, og den mest kreative måde at få de bedste ideer på. Det er også den tankegang der ligger til grund for den store mængde af populistiske kreativitets-teknikker. Hvor de mest kendte er Osborns brainstorming og lignende teknikker samlet kendt som Group Problem Solving, TRIZ, de Bonos tænkehatte og Belbins typer. Disse (og andre) kreative teknikker kan være særdeles brugbare, men også potentielt problematiske. Meget nyere forskning peger nemlig på, at teambaserede ideudviklingsmøder ofte ikke leder til flere og bedre ideer, men færre og dårligere.
Der er flere grunde til, at teamprocesserne ikke er rene succeser. Disse kan deles op i sociale og kognitive årsager. Kognitivt kan den enkelte glemme sine ideer eller beslutte sig for deres irrelevans mens de andre taler; han kan blive grebet af konteksten og fortælle historier og andre irrelevante ting, og endelig kan han bruge så meget energi på at tænke med på andres ideer, at han ikke magter at udvikle sine egne samtidigt.
Der er ligeledes sociale problemstillinger som teammedlemmers angst for at sige noget dumt, interne konflikter, free riding hvor nogle medlemmer sidder passive og tavse, illusionen om at man er produktive, hvor man reelt bruger en masse tid på small talk, søgning mod laveste fællesnævner for at gøre alle glade og konstant sammenligning eller ensretning af ideer. Der er med andre ord ikke så få utilsigtede konsekvenser af det lovpriste teamarbejde.
Er teamet ikke opmærksom på de mange farer der lurer i deres fælles forsøg på ideudvikling, er sandsynligheden for at de falder i en af fælderne stor. Og deres ihærdige forsøg på at udvikle noget unikt bliver til et middelmådigt resultat. Dermed ikke sagt, at teambaseret ideudvikling er skidt i sig selv. Kender man til fælderne kan man træde uden om dem. Og så er der kun den produktive synergi tilbage. Her følger derfor syv råd til at undgå de farlige fælder ved teambaserede ideudviklingsmøder:
-
brug papir og skriv løbende dine tanker ned
-
følg en struktur/teknik der giver alle mulighed for at bidrage
-
forsøg at etablere et rum hvor det er acceptabelt at fejle, fx ved brug af humor
-
lad der være plads og stilhed til individuel fordybelse
-
lad vær med at sige noget for at blive set, men for at bidrage fagligt
-
vær helt enige om formålet med mødet og aftalt et afgrænset tidsrum
-
vær ikke bange for at udfordre hinandens ideer


Posts
Nye kommentarer