Forfatter arkiv

Klynker videnarbejderne?

Den femspaltede overskrift på Politikens forside d. 2. oktober 2006 lød: ”Veluddannede segner af stress”, og videre ”Forsikringsselskaber slår alarm: Danskere bliver alvorligt syge af stress på jobbet. Det er i stigende grad yngre veluddannede lønmodtagere, der vælter omkuld”.

Men bare rolig, det er nok bare bragesnak! Det kan man i hvert fald få indtryk af, når man hører udtalelserne i BT d. 22.1.07 fra Palle Ørbæk, Direktør for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA): ”Stress er blevet et modeord, der bliver brugt i flæng.[…] Når fagforeningerne siger, at halvdelen af deres medlemmer er stressede, så holder det ikke vand.[…] Det er simpelthen ikke rigtigt. Så blander man begreberne sammen og har givetvis spurgt på en måde, der gør tallet større end nødvendigt.” Og forskningscenteret nye opgørelser over, hvem der er mest stressede, peger da også på, at det nok bare er klynk, når videnarbejdere klager over, at de får stress. Opgørelsen viser nemlig, at de mest stressende jobtyper er dem, hvor man arbejder i et højt tempo, har store arbejdsmængder, men til gengæld lav indflydelse på arbejdslivet og opgaverne. Det handler ifølge opgørelsen fx om tapperiarbejdere og pakkere, mens fx de offentligt ansatte chefer er dem, der har allermindst stress. Videnarbejderne og akademikerne er heller ikke plaget af stress – ifølge opgørelsen – for de har stor indflydelse på deres arbejde. De er nemlig oftest selvledende.

Et gammelt ordsprog siger: Som man spørger får man svar! Og hvis man nærmest per definition mener, at jo mere indflydelse man har på sit job, jo mindre stress får man, så må de jobkategorier, der i høj grad er selvledende – nemlig videnarbejderne – jo stort set ikke have nogen stressbelastninger. Dette ræsonnement kunne være Erasmus Montanus værdigt, men det kommer altså fra landets ypperste stressforskere.

Måske er der noget i vejen med den måde NFA opfatter stress på? Det forekommer mig, at man benytter sig af en stressforståelse, der har rod i industrisamfundets tayloriserede arbejdsprocesser, og slet ikke har blik for, at det der stresser videnarbejdere i dag har en helt anden og mere subtil karakter. Jeg tror nemlig ikke, at det er klynk, når store grupper af videnarbejdere bukker under for arbejdspresset. Når videnarbejderne har stor indflydelse på deres arbejde, så har de nemlig også et stort ansvar – overfor kunder, kolleger, arbejdsgivere, osv. Videnarbejdet har mange ”stake holders” og mange bundlinier, der skal tilfredsstilles. Det synes at være tydeligt. Måske skulle man se sig om efter en ny stressmodel, der kan rumme den virkelighed, som videnarbejdere færdes i.

Anders Buch er chefkonsulent i Ingeniørforeningen og lektor ved Institut for Produktion og Ledelse på DTU.