Danmark rykker!
Nu rykker vi, ikke bare ind i 2.0-samfundet, men helt ind i 3.0-samfundet, hvad det så end er, men vi rykker! Inden 1. november får vi i hvert fald en køreplan for digitaliseringen af Danmark. Og alle kan være med. Dét er måske et fremskridt i sig selv, men ellers synes jeg, at jeg har hørt det før. Lad os nu se – et bredt sammensat panel af 21 it-tænkere fra både den offentlige og private sektor er blevet bedt om en køreplan, som kan give beslutningstagere på alle niveauer i samfundet de bedste muligheder for at anvende informationsteknologien bedst muligt. Det lyder jo meget godt.
De 21 tænkere skal ikke blot tænke selv men tænke med i debatten og i en række tema-seminarer. Der er udpeget fem centrale politikområder, som både nu og i fremtiden indebærer væsentlige udfordringer, og der er planlagt fem tema-seminarer i Danmark 3.0-processen:
Onsdag 1. september: Sundhed.
Torsdag 16. september: Miljø, energi og klima.
Torsdag 23. september: Iværksætteri, innovation og beskæftigelse.
Torsdag 30. september: Uddannelse og forskning.
Onsdag 13. oktober: Tryghed og sikkerhed i samfundet.
Debatten er allerede i gang, men den kan blive endnu mere livlig. Tænk bare på den mængde af muligheder der findes inden for fx sundhedsområdet: online læge-konsultationer med mulighed for at koble et kamera på, adgang til egen journal samt patient-data, hjælp til selvhjælp, forebyggende arbejde osv osv.
Du kan også deltage i den åbne diskussion på projektets hjemmeside: http://danmark3nul.dk/forum/6. Grib chancen og vær med – så kan det være, at Danmark rykker!
De dovne helte– et tanke eksperiment
Af Niels Mikkelsen, Udviklingskonsulent, KEA Københavns Erhvervsakademiog Christian W. Hansen, Projektleder, Foreningen Momentum, Hørsholm.
En af sommerens hede mediehistorier var de pjækkende hjemmehjælpere. En historie der blev udlagt som endnu et eksempel på ineffektivitet i den offentlige sektor. Reaktionen var hård kritik af medarbejderne og fyring af den ansvarlige leder. Men var de dovne medarbejdere i virkeligheden ikke de smarte, man burde påskønne? Lad os prøve med et tankeeksperiment, hvor vi vender historien på hovedet. De udskældte hjemmehjælpere arbejdede under et omfattende kontrolsystem, som de havde sat sig så godt ind i, at de tilsyneladende kunne balancere mellem at yde præcis den service, som gjorde borgeren tilfreds, og samtidig sparede tid. Det er set med managementbriller superoptimering, når det er bedst. Og så er det jo lige pludselig ret smarte medarbejdere vi har med at gøre – vel at mærke, hvis deres sparede tid kunne anvendes til gavn for borgerne. Regner man deres sparede tid sammen svarer det vel til en hel arbejdsdag om ugen – det samme som Google forlanger, at deres medarbejdere, bruger på alt andet end deres arbejdsopgaver – for at få nye ideer. Tænk lige, hvis den kreativitet som hjemmehjælperne udviser i deres håndtering af kontrolsystemet fik frit løb i deres sammensparede ’fritid’ og blev brugt til at nytænke den offentlige sektor!
Bevares – Det er selvfølgelig at sætte tingene på spidsen, og selvfølgelig er det ikke i orden, hvis de ældre ikke får den service, de skal have. Men alligevel, er tankeeksperimentet måske ikke så langt ude, som det kunne lyde. Et innovationsprojekt inden for plejesektoren, som vi de seneste to år har stået i spidsen for, har nemlig vist, at der er et stort innovationspotentiale hos medarbejderne i ældresektoren – hvis der gives plads til at udfolde det. Vi har i projektet DINOVA arbejdet med, hvordan medarbejdernes indbyrdes forskelligheder kan sættes i spil for at give nye vinkler på arbejdsopgaverne og dermed skabe ideer til nye og bedre måder at løse dem på. At diversitet er vigtig for innovation, kom ikke bag på os. Det overraskende var den kreativitet, energi og glæde, der opstod, da medarbejderne ikke bare fik lov, men ligefrem blev bedt om at træde personligt i karakter i forhold til deres arbejdsopgaver, og den stolthed de udstrålede, da deres ideer blev taget alvorligt og havde en værdi for arbejdspladsen. Disse medarbejdere løser i dag deres opgaver anderledes end de plejer og tør indlede en sætning med hvad nu hvis…? Og med deres personlige engagement i de innovationer de sætter i værk, investerer de ikke blot den tid der er afsat til projekterne, men også den tid der er til overs mellem de daglige opgaver.
En klog folkeskolelærer har en gang sagt: Matematik er for de dovne. Her gælder det om at finde den nemmeste løsning på et problem. Blev det et udbredt motto i den offentlige sektor og blev der skabt et attraktivt innovationsmiljø, var der er basis for at de ’dovne helte’ kunne finde på en masse nye og smarte måder at udføre opgaverne på – og undgå endnu engang at blive de uheldige helte.
Læs mere om DINOVA og DINOVATIONSmetoder på www.dinova.dk
Internettet gør os ikke dummere!
Skal vi tro “the Wisdom of the Crowds” gør internettet os ikke dummere.
Det er i hvert fald resultatet af VidenDanmarks spørgsmål til læsere af nyhedsbrevet hen over sommeren 2010. 53 har svaret på spørgsmålet og kun knap 10 pct. mener vi bliver dummere, ved at bruge internettet. Umiddelbart godt nyt for menneskeheden.
Diskussionen blev oprindelig rejst af Nicolas Carr og er selkvfølgelig mere nuanceret end det simple ja/nej spørgsmål, som VidenDanmark har spillet.
Vi vil tillade os to yderligere konklusioner (udover at vi ikke bliver dummere): Når VidenDanmarks spørgsmål står længe (faktisk 2 måneder) og når vores spørgsmål er enkle i svarmulighederne – så får vi betydelig flere svar. Normalt ligger vi på mellem 20 og 30 svar – her i sommer slog vi så rekord med 53 besvarelser.
Da vi ikke kan og vil lade spørgsmålene stå så længe i løbet af året, vil vi fremover forsøge os med spørgsmål, som er nemme at svare på – med enkle og få svarmuligheder. Vi vil gerne have mange til at svare – og vi respekterer selvfølgelig, at det så skal være nemt og hurtigt.
Så må det gå lidt ud over nuancerne – men – noget for noget.
Tavs viden i internationale netværk
Globalisering og den teknologiske udvikling har medført, at vi nu hastigt er på vej imod en globalt integreret netværk-struktur, hvor virksomhedernes produkter og services er resultater af internationalt samarbejde mellem mange forskellige organisationer – og på tværs af kulturelle grænser. Den økonomiske krise har sat yderligere fart på processen, hvor ikke blot virksomhedernes produktion, men nu også andre nøglefunktioner flyttes til udlandet.
Samarbejde på tværs af kulturer intensiveres således på alle områder, og evnen til at kunne skabe og dele viden på tværs af kulturelle grænser bliver således nøglen til konkurrenceevne for virksomhederne i fremtiden. I en stigende dynamisk og globaliseret verden handler det ikke længere blot om at kunne forstå modpartens kultur, værdier og handlingsmønstre; det handler derimod om at kunne skabe viden, og i særdeleshed tavs viden, på tværs af kulturer og netværk.
I vores bog Creating Knowledge Advantage: The Tacit Dimensions of International Competition and Cooperation diskuterer vi (Den britiske professor Nigel Holden og undertegnede, Martin Glisby, som er dansk erhvervsleder) begrebet ”tavs viden” som en strategisk ressource for virksomheden i dens internationale netværk.
Vi har de seneste fire år forsket i, hvordan tavs viden, dvs. den bløde og svært tilgængelige implicitte viden, påvirker virksomheders internationale samarbejde og konkurrenceevne. I vores bog, der netop er udkommet, diskuteres vi, hvordan virksomheder strategisk kan arbejde med tavs viden og gøre den til en unik konkurrencefordel i en stigende kompleks og globaliseret verden. For mere information se: www.creatingknowledgeadvantage.com
Into the box?
Jeg tilhører den gruppe medarbejdere som bl.a. har til opgave at få organisationen til at arbejde lidt smartere. Formålet er selvfølgelig at spare tid og penge, men også at sikre en mere smidig organisation, hvor samarbejde & videndeling mellem kolleger og afdelinger også gør arbejdet mere meningsfuldt, innovativt – og ja, også sjovere.
Som videnarbejder og cand.it er min passion at udforske og opbygge IT-baserede samarbejdssystemer, som kan bruges til, at vi kan arbejde smartere – som f.eks. Microsoft jo lover. Jeg har ingen ambition om selv at kode redskaberne og er godt tilfreds med ”out of the box” redskaber, fx. Microsofts Officepakke. Jeg oplever ofte, at den største udfordring for reelt samarbejde via IT ikke ligger så meget i den givne platform, som i organisationskulturen og dens evne til at mestre de digitale redskaber.
Jeg deler viden og erfaringer med andre som har samme mission – og passion. Og oplever at vores egne ambitioner nogle gange kan være den største hæmsko for succes. Vi vil så gerne servere den perfekte og lettilgængelige løsning for vores brugere, men falder nogle gange over vores egne forventninger om at lave state-of–the-art forretningsløsninger fordi ambitionen er for høj – og for kompleks.
De fleste IT-baserede ”vidensarbejdsredskaber” er faktisk forholdsvist komplekse allerede i standardudgaven. Hvad skal man vælge at bruge af funktionalitet? Hvad har man behov for? Og hvor meget kan slutbrugeren reelt rumme? Det er slet ikke så enkelt at implementere ud af boksen. Og os som sidder med i de første projektfaser og skal definere hvordan, hvor meget og hvorfor, ender reelt ofte med at sidde fast i projektdefinitionen. Vi kommer ikke rigtigt ud på banen, får involveret brugerne og får høstet gevinsterne.
Måske er det ikke altid så meget et spørgsmål om at opsætte den indkøbte løsning helt perfekt fra starten, som at få taget hul på redskabskassen og få etableret en kultur, hvor man naturligt samarbejder. Hvor IT-støtteværktøjet får lov til at være netop dét og kan spille en mere perifer rolle.
Ikke for at fornedre vigtigheden af at skabe god data-disciplin, brugergrænseflader som man kan leve med, sikkerhed og backup osv. Ingen tvivl om at det er afgørende for succes. Men det er faktisk værd at afprøve hvor langt man kan komme med den ”simple” ”ud af boksen-opsætning”. Bruge den banale standardopsætning og funktionalitet som løftestang til at styrke, og måske endda vække det kreative og innovative potentiale i virksomhedens vigtigst aktiv, nemlig medarbejderne.
Microsoft skriver at ”Langt over halvdelen af den information, du anvender i dit daglige arbejde, får du fra dine kolleger og samarbejdspartnere. Derfor er informationsdeling en vigtig disciplin i den moderne virksomhed.” Og de udvikler IT som kan hjælpe, men det er slet ikke nok at investere i redskaberne. Faktisk er IT kun en lille del af den investering, som skal til. Videndeling er en disciplin, en kompetence som skal opøves hos medarbejderne.
Jeg foreslår, at man husker, at IT-redskaberne ikke bare skal bruges til at støtte den eksisterende videndeling, men også kan bruges i træningen af denne disciplin. Når man samarbejder via IT bliver videndelingen pludselig eksplicit, og man er nødt til at aftale spilleregler. Ikke alt kan rummes, men man kan komme langt – og faktisk giver IT mulighed for at man kan samarbejde på tværs af de begrænsninger i tid og rum, vi har som grundvilkår.
Så når man skal styrke videndelingen og samarbejdet i en organisation, så er det værd at overveje om læringen og opbygningen af samarbejdskulturen kan ske i samspil med redskaberne. Man behøver ikke nødvendigvis bruge uanede ressourcer på at skræddersy en ’perfekt’ løsning. Man kan i stedet skabe den ’perfekte’ løsning i fællesskab med brugerne, og som en kollektiv proces medarbejdere imellem.
Måske skal vi ikke altid tænke ud af boksen for at lave de radikale innovative forbedringstiltag? Måske kan man starte med at undersøge, hvor langt organisationen kan komme ved simpelthen at eksperimentere med de muligheder man allerede har købt. Afprøve hvor langt man kan komme ’’inde i boksen’.
Det informationsvidenskabelige Akademi – IVA
Danmarks Biblioteksskole (DB) har fået nyt navn, og hedder fra 1. juni Det informationsvidenskabelige Akademi (IVA). Samtidig får uddannelsen også et nyt navn. På IVA læser man nu Informationsvidenskab og kulturformidling til bachelor- eller kandidatniveau.
En lang transformation fra en skyggetilværelse med knude i nakken som mest prægnante siluet , og en nærved metamorfose fra administrator af støvede gamle bøger til globaliseret videnskonsulent – en næsten mytisk drøm er gået i opfyldelse med navneændringen fra Danmarks Biblioteksskole (DB) til Det informationsvidenskabelige Akademi – IVA. Man fristes stadig til skrive førstnævnte i ophøjet form som Bibliotheca, for at understrege at et fag nu for alvor bevæger sig fra én tid til en anden.
Danmarks Biblioteksskole har i årtier haft sit navn til debat, og endelig har en kulturminister givet sin tilladelse til at ændre navnet, så den fremover kan kalde sig Det informationsvidenskabelige Akademi, som er et navn der associerer sig betydeligt bedre mod de erhvervsmuligheder de udklækkede kandidater efterfølgende kan orientere sig mod.
Det er interessant at dyrke betydningen af akademi i den sammenhæng. Et akademi er enten en højere læreanstalt, som er en uddannelsesinstitution for grene som videnskab, sport, kunst, filosofi og teologi – eller et selskab med et begrænset medlemstal, der har til formål at fremme kunst, kultur eller videnskab. Ofte er medlemmerne specielt udvalgt af de andre medlemmer eller af bestyrelsen.
Det er jo en sjov sammensætning af navnebetydningen for en videregående uddannelsesinstitution, fordi den både er spot on med ord som videnskab, kunst og filosofi, og med åbne arme inviterer de stolte studenter indenfor for at uddanne sig til spændende job på fremtidens arbejdsmarked, men også fordi det nye ord akademi signalerer, at vi nu bevæger os ind i en lukket klub – en loge. Hvor kun de udvalgte få har adgang, efter godkendelse fra øverste niveau. Det er lige før vi bevæger os over i Dan Browns katolske univers.
Selvfølgelig er navnet velvalgt, og har været igennem adskillige udvælgelseskriterier, før det har fundet sin endelige form. Navneændringen fører også til lanceringen af et nyt logo til Det informationsvidenskabelige Akademi – IVA. Vi byder det nye navn velkommen, og ønsker Det informationsvidenskabelige Akademi held og lykke med at tiltrække studerende, føre dem igennem uddannelserne og fodre erhvervslivet med dygtige kandidater.
Det store videndilemma…
Er videndeling blot tom snak – eller dødelig alvor?
Er videndeling kun godt – eller kan det også være skidt?
Forleden overværede jeg en samtale, hvor en medarbejder i en biotek-virksomhed fortalte, hvordan man internt blev rådet til at skille sig af med alle dokumenter, emails mv. med indhold, som ikke var nødvendigt og verificeret/godkendt. Årsagen er, at det kan få retlige følger, hvis der senere skulle opstå sager eller problemer.
På den ene side er det jo forståeligt nok, at hensyn til compliance med diverse offentlige krav betyder, at man holder kortene tæt til kroppen. Al viden / alle dokumenter, der ikke indgår i grundlaget for et patent eller for en godkendelse af et produkt, bør man skille sig af med. Ellers kan det blive dyrt, når advokaterne kommer.
På den anden side handler de sidste 10-15 års videndelings-snak om større åbenhed, om tillid og at man tør dele sin viden – og sin usikkerhed – med hinanden, netop for i en proces at arbejde sig frem imod bedre og mere værdifuld viden. Det store fokus på innovation – og nu – åben innovation har samme retning.
Måske handler dilemmaet om modsætningen mellem det stigende retlige fokus, som vinder frem og spreder sig fra USA, og en mere åben videndelings- og innovationskultur, som vi ser antydninger af mange andre steder.
Eller måske kan det kombineres.
Det er dette dilemma, som VidenDanmark i samarbejde med Scandinavian Information Audit sætter fokus på den 2.11. ved seminaret: Beskyt eller del jeres viden – dilemmaer og muligheder. Her skal vi bl.a. høre fra nogle virksomheder, som håndterer dilemmaet i dagligdagen, bl.a. Novozymes og DONG.
Måske er dilemmaet ikke så svært at håndtere? Måske findes der enkle metoder til det? Hvad mener du?
Hvilke sociale medier vil få størst betydning i vores arbejdsliv?
VidenDanmark spurgte for i starten af maj 2010 “Hvilken betydning de sociale medier ville få i arbejdslivet”. Sat på spidsen: Er det Business as usual eller Big Bang? En stor del af de der svarede tillægger de sociale medier en stor eller næsten revolutionerende betydning. Læs kommentaren.
De seneste to uger har vi så fulgt op med spørgsmålet: Hvilke sociale medier vil få størst betydning i vores arbejdsliv? 42 har svaret og de fordeler deres svar således:
- Sociale kontakt- og mødesteder (Facebook, LinkedIn mm.) : 14.3%
- Wikis : 14.3%
- Fildelingstjenester (YouTube, Slideshare, Flikr, Delicious mm.) : 4.8%
- Blogging (weblogs) : 2.4%
- Sociale samarbejdsplatforme (Google Wave, Hoist mm.) : 26.2%
- Microblogging (Twitter, Jammer mm.) : 4.8%
- Det er svært at skille teknologierne fra hinanden.: 33.3%
Ud over at mange mener (og sikkert med rette), at teknologierne er svære at skille fra hinanden, er det spændende resultat, at de sociale samarbejdsplatforme scorer flest stemmer.
Egentlig interessant – da der har været så meget hype om de øvrige nævnte teknologier. Og det kan vel ikke siges om de sociale samarbejdsplatforme. Men også oplagt. Det er i hvert fald nemt at se anvendelsen i arbejdslivet, hvor der er fokus på samarbejde – også samarbejde med eksterne parter. Og det er jo netop hvad disse samarbejdsplatforme kan hjælpe os med.
Resultatet glæder os også i VidenDanmark – hvor vi netop har taget en social samarbejdsplatform (Hoist) i anvendelse. Allerede nu kan vi se en positiv effekt – og når alle vænner sig til at bruge det, er vi ikke i tvivl om, at det vil gøre netværket og samarbejdet stærkere.
Gør Google og internettet os dummere?
Supermennesker med alverdens viden lige ved fingerspidserne? eller hjerneløse zombier i en zapper kultur? Så skarpt stiller Karim Pedersen det op i en artikel på comon.dk. Og artiklen rummer mange gode henvisninger til andre, der har ytret sig i denne debat om hvordan internettet påvirker os:
- Allerede i 2008 mente den amerikanske it-guru Nicholas Carr (Is Google making us stupid), at vi har mistet vores evne til at koncentrere og fordybe os, og at det er internettet, som bærer skylden.
- En svensk undersøgelse dokumenterer, at vi bedre forstår en tekst på papir end på en computerskærm, hvor der er for meget andet, der distraherer.
- Clay Shirky mener i Wall Street Journal (Does the internet make you smarter?), at vi er midt i en informations-eksplosion, der kan sammenlignes med Gutenbergs opfindelse af bogtrykkekunsten. Det gamle system er brudt sammen, og vi mangler stadig at få det nye system på plads. Derfor oplever vi en periode med kaos. Men det betyder ikke, at vi bliver dummere, mener Clay Shirky.
En spændende debat – som så vidt jeg kan se rummer flere aspekter:
Den store tilgængelighed til information (viden?) på internettet, nu også fra min håndholdte og mobile smartphone, ipod eller ipad eller hvad den nu hedder, betyder, at den viden jeg selv har bliver mindre interessant i forhold til den store mængde viden, jeg umiddelbart kan få adgang til. Investerer jeg f.eks. nogle timer eller to sammen med google og internettet, er der næsten ikke det emne, jeg ikke kan skabe mig et (måske overfladisk – men alligevel) indblik i. Når jeg taler med venner og kolleger – og der er noget vi er i tvivl om, er der altid een, der med sin smartphone kan finde svaret i løbet af ganske kort tid. Hvorfor vide så meget – når nu vi så hurtigt kan få adgang til viden??
Men her er det, at skellet mellem viden og information igen bliver interessant. For den uvidende er internettet kun ligegyldig information. Det kræver jo en del viden, at kunne kapere og sortere al den tilgængelige information hurtigt og korrekt. Det forudsætter en slags højtudviklede “viden- eller informationskompetencer” – at jeg kan validere og kontrollere den information, jeg bruger fra nettet – og omdanne den til brugbar viden. Der er jo meget crap derude. Og jeg risikerer nemt blot at reproducere crap – hvis jeg ikke ved noget i forvejen – eller kan kvalitetschedke kilderne.
Et andet aspekt i debatten om internettets fordummelse er påstanden om at vi mister koncentrationen – at vi bliver distreheret af de mange kanaler og informationsstrømme. Jeg kender det kun alt for godt. Det er som om, at der hele tiden åbnes for både flere og hurtigere kommunikationskanaler til og fra mig. Post og stationær telefon er jeg vokset op med (og har styr på). Men inden for de senste 10-15 år er mobiltelefonen, emailen, sms’en og nu senest de sociale medier kommet til. Engang imellem kan man godt føle sig jagtet. Specielt når man som jeg nødig vil gå glip af noget og slet ikke af de muligheder der følger med, selv om de ofte drukner i spam og ligegyldig information.
Koncentration er en gammel dyd. Munkene arbejdede i celler, mange har stadig eget kontor, og når vi mødes skal vi slukke for pc og telefon. Men spørgsmålet er om ikke vi skal anskue koncentration lidt anderledes. På den ene side har vores hjerne altid fundet udveje, når arbejdet eller undervisningen blev kedelig eller uinteressant. Vi har vist alle prøvet at lade tankerne løbe, mens vi prøvede at se nærværende og opmærksomme ud. På den anden side har distraktionen mange nyttige funktioner – f.eks. afslapning og kreativitet.
Og hvor vil jeg så hen med alt dette? Jo. Der er da sikkert en god risiko for at internettet og informationsbombardamentet gør os dummere, hvis vi ikke ændrer vores syn på viden – og sætter fokus på udvikling af vores både tekniske og sociale videnkompetencer.
Eller sagt på en anden måde. Jeg tror vores styrke fremover vil bero på vores evne til at supplere stærk faglighed med gode kompetencer i forhold til at tilegne os viden (lære) – både via de tekniske medier og via andre mennesker. Målt i faglighed kan det godt være, at vi i gennemsnit bliver dummere. Men klogskab vil fremover i højere grad blive målt på andre paremetre – såsom videntilegnelse og læring – teknisk og socialt.
Hvad internettet gør ved vores hjerner?
Vi er ved at blive informationsfede. Ligesom for megen mad kan gøre usund, kan også for megen information gøre skade. Lad mig straks indrømme, at jeg elsker internettet. Og Google. Men hold øje med bivirkningerne.
Teknologiskribenten Nicholas Carr har netop udgivet en ny bog, hvori han hævder, at internettet reducerer vores evne til at fastholde opmærksomheden: »Vi ser ikke skoven, når vi søger på nettet. Vi ser ikke engang træerne. Vi ser kviste og blade«. Han kalder simpelthen computeren og internettet for en forstyrrelsesmaskine: »Den typiske elektroniske skærm er et »økosystem af forstyrrelsesteknologier«. (Bogen hedder »The Shallows. What the Internet is Doing to Our Brains,« udgivet på WW Norton & Company, Juni 2010.)
Carr sætter ord på informationsfedmen. Vi er nysgerrige – og bliver konstant fanget af muligheden for at opsnappe yderligere information, at det truer vores koncentrationsevne og arbejdskvalitet. Internettet er en mangedobling af forstyrrelserne, som vi kender fra det åbne kontorlandskab.
Hvordan håndterer vi denne udfordring? Vi kan næppe lovgive eller regelsætte os til en løsning. For at undgå at overspise har vi måttet udvikle en stærk bevidsthed om, at lyst til mad ikke blot bør følges blindt. Vi kan kalde det bevidsthed suppleret med disciplin – og måske værktøj som menustyring og kalorietælling.
På tilsvarende vis skal vi finde veje til at være bevidste om og styre vores »informationsfortæring«. Lad mig dele en stopursteknik, jeg har anvendt de seneste par år. Når jeg går i gang med en 60 minutters opgave, sætter jeg stopuret til en meget kortere tid, f.eks. 10 eller 15 minutter. Når uret ringer er jeg bekymrende ofte gledet bort fra opgavens kerne! Distraheret af interessante links, mails, telefonopkald i mellemtiden. Stopuret bringer mig tilbage til kerneopgaven. Det overraskende er, at jeg med denne metode som hovedregel ender med at løse opgaven på færre end de 60 minutter, jeg oprindeligt estimerede.
Posts
Nye kommentarer